Mobile autoværn kommer i brug på broen ved natarbejdeTirsdag 8. juni 2021 kl: 10:04 Af: Redaktionen![]() Natten mellem torsdag og fredag i denne uge kommer de nye mobile overledninger på Storebæltsbroen i brug som et redskab til at kunne udføre en lang række vedligeholdsarbejder samtidig på østbroen i løbet af nattetimerne Overledningerne blev tidligere på året monteret på Storebæltsforbindelsen som del af en større sikkerhedspakke, baseret på den nyeste teknologi på området. Formålet er at sikre hurtigere afvikling af kø ved uheld og øge sikkerheden på Storebæltsbroen - både for trafikanter og for de medarbejdere, der arbejder med den løbende vedligeholdelse på broen. Natten til fredag vil overledningerne komme i brug og sørge for, at trafikken køre dobbeltrettet på højbroens sydlige spor. Dermed bliver der et trafikfrit område på den nordlige del af broen, som A/S Storebælt vil bruge til at foretage en lang række vedligeholdsarbejder, som ellers ville have betydet afspærringer af flere omgange, hvis arbejderne skulle fortages enkeltvis og i dagtimerne. Samtidig giver det også en bedre sikkerhed for de medarbejdere, som udfører opgaver på broen. En del af nattens arbejde bliver at forberede opsætning af elektroniske færdselstavler som en del af den samlede opgradering af skiltning og trafikstyring på broen. I alt skal der i løbet af efteråret opsættes 222 variable tavler, ligesom der også opsættes nye kameraer til overvågning af trafikken for at understøtte en sikker trafikafvikling. - Vi benytter også det trafikfri rum til at teste, om droner kan foretage inspektion af østbroens store hængere. Dronen er udstyret med ekstra lys, der skal gøre det muligt at foretage inspektionen i mørke, og herefter skal vi finde ud af, om kvaliteten af billederne er god nok. Det vil kunne spare os for at foretage inspektion i dagtimerne, som ellers ville kræve en afspærring af området af hensyn til trafiksikkerheden og derfor forstyrre trafikken langt mere, siger Kim Agersø Nielsen, der er teknisk chef i Sund & Bælt. Trafikrestriktioner Trafikken vil køre dobbeltrettet i nattetimerne mellem torsdag 10. og fredag 11. juni i timerne mellem klokken 23.00 og klokken 05.00 med en hastigheds-begrænsning på 80 km/t, og overhaling vil ikke være tilladt. Mens trafikken kører dobbeltrettet er det ikke muligt for særtransporter bredere end 3,3 meter at passere Storebælt. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |