Gasnettet får et større indhold af biogasMandag 26. april 2021 kl: 12:54 Af: RedaktionenDet danske gasforbrug får et stort, grønt ryk fremad, da andelen af CO2-neutral biogas forventes at stige fra 30 procent til omkring 70 procent af det totale gasforbrug i 2030. Det betyder også en hurtigere vej mod et grønnere forbrug hos industrivirksomheder som Nordic Sugar, når de omstiller fra olie og kul til gas En række politiske aftaler, tiltag og støtteordninger betyder, at biogasproduktionen i Danmark kommer til at stige markant de kommende år. Dermed bliver gassen i det ledningsnet, som forsyner huse og holder produktionen i gang i flere danske virksomheder, mere klimavenlig. Det viser en ny opgørelse fra Energistyrelsen. For et år siden var vurderingen, at 30 procent af gassen ville være grøn i 2030. Det tal er mere end fordoblet, da den udbygning, der lige nu er planlagt, vil betyde, at biogas i 2030 vil udgøre omkring 70 procent af det samlede gasforbrug. - Vi har støttet udviklingen af biogas, og vi har hele tiden vidst, at gassen var godt på vej til at blive grøn, siger klimaminister Dan Jørgensen (S). Når sukkerfabrikken Nordic Sugar, der i dag er den næststørste CO2-udleder i den danske industri, bliver koblet til gasnettet, bliver det således til et net, hvor mængden af biogas stiger markant de kommende år. Det betyder markant faldende udledninger på CO2-regnskabet. Mængden af grøn gas i de danske gasledninger i 2030 betyder, at CO2-udledningen vil være cirka 2,3 millioner ton mindre, end hvis gassen havde været fossil naturgas. Det svarer vil udledningen fra omkring 900.000 personbiler. Der er ifølge ministeriet potentiale til, at det danske gasforbrug kan blive 100 procent grønt i 2040.
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |