Nedlukning og rejserestriktioner påvirkede flytrafikken i nordjysk lufthavn

Tirsdag 1. december 2020 kl: 11:24
Af: Redaktionen

For Aalborg Lufthavn var november negativt påvirket af både generelle rejserestriktioner og at syv nordjyske kommuner havde skruet ekstra ned for blusset i form af blandt andet yderligere begrænsninger på rejseaktiviteterne mellem de syv kommuner. Det betød, at passagertallet i den nordjyske lufthavn blev på 22,2 procent af tallet for november sidste år






I november 2020 var der 2.080 udenrigspassagerer igennem lufthavnen, hvilket svarer til 7,0 procent af de 29.770 udenrigspassagerer, der var i november 2019. Chartertrafikken var i november i år stort set ikke eksisterende på grund af rejserestriktionerne.
 

- Vi har ikke siden juni set en så markant tilbagegang i Aalborg Lufthavn som i november. I en normal november sender vi over 7.500 charterpassagerer sydpå til blandt andet Gran Canaria, hvor vi i år ikke har haft et eneste charterfly i luften. Med de gældende rejserestriktioner, der ikke tager højde for de enkelte landes regioner med lav smitte, forventer vi også at se meget få charter- og fritidsrejsende resten af året, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen og fortsætter.


- Samtidig har vi i november set et stort fald af indenrigspassagerer til København, der uden tvivl skyldes den to uger lange nedlukning af Nordjylland, som ramte virksomheder og private i hele regionen hårdt.   
 

Der var 21.903 indenrigspassagerer i november 2020, hvilket var 30,9 procent af tallet på 70.868 passagerer, der rejste til København i samme måned sidste år.
 

På sporet mod en lysere fremtid 
Vendes blikket mod fremtiden, er der noget at se frem til i Aalborg Lufthavn. I øjeblikket er Banedanmark ved at planlægge indvielsen af den nye direkte jernbaneforbindelse til lufthavnen, hvor det første tog ankommer 13. december. På grund af corona-situationen bliver det et mindre og lukket arrangement.
 

- Direkte tog til Aalborg Lufthavn er en stor nyhed og noget, vi længe har set frem til. Vi forventer dog ikke at se en væsentlig effekt af toget før vi er ude af COVID-19 krisen, men med en vaccine, der lige nu nærmer sig med hastige skridt, kan vi skimte lyset for enden af tunnelen, siger Søren Svendsen.
 

Samlet set var der i Aalborg lufthavn 24.009 passagerer igennem terminalen i november 2020 mod 108.236 passagerer i november 2019. Det svarer til en tilbagegang på 77,8 procent.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.