Erhvervs-organisation advarer mod pakkeafgift

Mandag 23. november 2020 kl: 10:04
Af: Redaktionen

De igangværende politiske forhandlinger om en ny postaftale, der blandt andet skal sikre brevomdelingen, er på vej ind i den afgørende fase. Politikerne på Christiansborg diskuterer blandt andet, hvordan befordringspligten skal finansieres. En måde er at indføre en pakkeafgift, men det forslag advarer Dansk Industri politikerne i at gøre til virkelighed. DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen betegner en pakkeafgift som en dyr og dårlig julepakke

- Det sidste, danskerne og virksomhederne har brug for lige nu, er en ny afgift. Vi kæmper lige nu for at klare os helskindet igennem corona-krisen, så forslaget om pludselig at vælte en pakkeafgift over på borgere og virksomheder er en virkelig dårlig idé på det værst tænkelige tidspunkt. Det her er en skat på handel og dermed en skat på det, vi lever af i det her land, siger Lars Sandahl Sørensen.


Hen mener, at finansministeriet skal tænke kreativt og finde pengene på en anden måde - for eksempel ved nye løsninger til mere effektiv drift af det offentlige, ved reformer eller fra råderummet.


Pakkeafgiften, der skal lægges på alle breve og pakker, skal finansiere befordringspligten, der ikke kan nå sammen på kommercielle vilkår med de nuværende portopriser.


- Afgiften bliver en ny og tung administrativ byrde for transportvirksomhederne, og det vil være kompliceret og bøvlet at kontrollere og håndhæve i praksis. Samtidig vil det fordyre og hæmme e-handlen - netop som danskerne skal i gang med at købe ind på Black Friday og i gang med julehandlen. Det er helt sort, siger Lars Sandahl Sørensen.


DI arbejder i stedet for en fremtidssikret løsning på den postale infrastruktur herhjemme, som er til gavn for hele erhvervslivet, for virksomhedernes kunder og for vækst og jobskabelsen i Danmark.


- I DI lægger vi afgørende vægt på, at der sikres en god og effektiv postal infrastruktur i landet og til og fra udlandet samt et effektivt værn, der sikrer vandtætte skotter mellem brevomdeling og logistikforretning, så det ikke skader markedet for pakketransport og logistik, hvor der er mange velfungerende private aktører, siger Lars Sandahl Sørensen.


DI har fulgt forhandlingerne tæt fra starten og udtrykt stor bekymring for forslaget om en pakkeafgift både overfor transportministeren og de relevante politiske ordførere. DI anbefaler, at regeringen løfter finansieringen af befordringspligten ind i finanslovsforhandlingerne.


- En afgift på pakker og breve er også urimelig, fordi den stiller danske virksomheder og deres medarbejdere ringere i konkurrencen med store udenlandske virksomheder og globale online platforme. Det skyldes, at afgiften i mange tilfælde ikke kan skubbes over på de udenlandske virksomheder på grund af internationale postaftaler.


- De danske virksomheder kæmper i forvejen en ulige kamp på nettet med virksomheder fra eksempelvis Kina, som sælger varer direkte til de danske forbrugere. Og varer som i flere tilfælde ikke overholder reglerne for produktsikkerhed og miljø. Vi har brug for at få gjort konkurrencen med udlandet mere lige - ikke præcis det modsatte ved at lægge nye afgifter på de danske e-handlere og transportvirksomheder, siger han.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.