Supermarkedskæde vil selv tage sig af det daglige brød

Tirsdag 17. november 2020 kl: 11:06
Af: Redaktionen

For at gøre sin transport mere klimavenlig vil Salling Group, der blandt andet står bag Netto og føtex, i løbet af 2021 selv bringe brød ud til sine over 600 butikker i Danmark. Det vil betyde færre lastbiler på vejene, færre kørte kilometer med tilsvarende mindre CO2-udledning tilfølge

I dag står brødproducenterne Kohberg og Schulstad for levering af deres brød til Salling Group's butikker. Ved at hjemtage og samle brødleverancerne på færre terminaler, før det bliver leveret til butikkerne, vil der være betragtelige klimagevinster i form af færre kørte kilometer samt færre lastbiler på det danske vejnet.


Med den nuværende logistikløsning bliver der leveret brød til butikker og varehuse seks til syv gange på en uge ud fra fire til fem terminaler i Danmark, og det svarer til godt 80.000 lastbilsleverancer med brød på et år.


Når Salling Group i løbet af næste år overtager transporterne, vil antallet halveres til 40.000 lastbilsleverancer - blandt andet fordi brødet leveres samlet og sammen med de øvrige varer, der skal ud til butikkerne. Derudover reduceres antallet af benyttede terminaler fra fem til to.


- Vi har store ambitioner på klimaets vegne, og vi arbejder aktivt på at fremme en mere klimavenlig transport. Ved at tilrettelægge vores brødlogistisk, så der køres færrest mulige kilometer og sendes færrest mulige lastbiler ud til vores mange butikker, kan vi opnå en stor klimagevinst. Derfor samler vi nu vores transport og håndtering af brød, siger logistikdirektør i Salling Group, Nicolai Gradman.


Når brødproducenterne i dag afleverer brød til føtex, Bilka og Netto lastbilerne på grund af et naturligt svingende salg af brød henover en uge ikke altid lige fyldte. Det kræver flere ture og kørte kilometer ud fra flere terminaler, som nu kan reduceres ved at samle leverancerne og tilføre øvrige varer.


- Det er et betydeligt antal lastbilsleverancer, vi kan spare ved at samle logistikken og optimere vores transport og håndtering af brød. Det giver os naturligvis ambitioner for mere, men i første omgang glæder vi os til at indfri denne markante miljømæssige gevinst i løbet af 2021, siger Nicolai Gradman.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.