Fire mindre skoler får besøg af lastbilkaravane

Onsdag 28. oktober 2020 kl: 09:23
Af: Redaktionen

Fire mindre skoler får besøg af lastbilkaravane
Tirsdag besøgte Lastbilkaravanen Skanderup-Hjarup Forbundsskole. (Foto: TID)

I denne uge får fire mindre skoler besøg af en corona-sikret udgave af transportorganisatione ITD’s trafiksikkerhedskampagne - Lastbilkaravanen - som igennem sang og leg sætter trafiksikkerhed og lastbiler på skoleskemaet. Tirsdag besøgte Lastbilkaravanen Skanderup-Hjarup Forbundsskole ved Lunderskov, som blev den første skole på turen tværs over landet

Trafiksikkerhed og gode vaner i trafikken er livsvigtigt, og derfor besøger Lastbilkaravanen igen de danske folkeskoler. I dette efterår er det dog en corona-sikret udgave af trafiksikkerhedskampagnen, som ruller ud til eleverne i anden klasse på fire mindre skoler på tværs af landet fra den første ved Lunderskov i Sydjylland til skoler i Ryslinge og Kværndrup på Fyn og i Fuglebjerg på Sydvestsjælland mellem Slagelse og Næstved.


Under besøgene vil hovedfiguren fra kampagnen, lastbilchaufføren Magda, fortælle og synge om lastbiler, vigtigheden af at passe på i trafikken og ikke mindst om den kritiske zone, hvor det kan være udfordrende for lastbilchaufførerne at se cyklister og gående. Børnene bidrager også med deres egne historier om lastbiler og om, hvor vigtige de er for, at mælk, brød og legetøj kan komme frem.


- Børnene er vilde med Magda. De lytter koncentreret med, når hun fortæller, og de kan synge med på sangene, når hun synger om, at man skal blive bag ved lastbilen, og at man skal holde sig væk fra det højre fordæk. Normalt vil de gerne kramme og highfive med hende bagefter, men det kan vi jo ikke i år, så de nøjes med at vinke, fortæller Malene Vitus, projektleder på Lastbilkaravanen.


Når Lastbilkaravanen kommer på besøg, får børnene blandt andet også lov til at komme ind i en lastbil og se den kritiske zone med egne øjne, og de får lov til at smide æg på jorden, der er iført små hjelme, så de kan se, hvor vigtigt det er at have cykelhjelm på.


Rim og remser hjælper på hukommelsen
- Vi har skabt et univers, hvor vi igennem sang på rim og remser og leg får lastbiler og trafiksikkerhed på skoleskemaet. Det skulle gerne gøre, at børnene bliver mere bevidste om, hvor vigtigt det er at passe på i trafikken, og forhåbentlig kan de huske sangene og budskaberne, så de kan synge dem for mor og far derhjemme. Vi kan ikke redde hele verden, men hvis vi bare kan gøre en lille forskel med Lastbilkaravanen, vil det være det hele værd, siger Malene Vitus.


55.000 veste til skolebørn i 2.klasse
Normalt besøger Lastbilkaravanen hvert år 3.000 elever i 0. til 2. klasse på skoler i Danmark. På grund af Corona kunne det ikke lade sig gøre i år. Som et plaster på såret, og fordi budskabet er så vigtigt, uddeler Lastbilkaravanen 55.000 refleksveste samt undervisningsmateriale ud til i 2. klasse i de danske folkeskoler, som kan bruges i deres trafiksikkerhedsundervisning. Det er bogen Brumbassen i trafikken, som handler om lastbiler, trafikkultur og trafiksikkerhed. Det er en gave til de yngste trafikanter, og de skoler, der ikke er med, kan gratis downloade materialet på www.lastbilkaravanen.dk. På kampagnens hjemmeside er den nye undervisningsvideo ”Magdas gode trafiksråd” også til rådighed for skolernes undervisning.


Følgende transportvirksomheder, der er medlem af ITD, stiller i op med lastbiler og chauffører til Lastbilkaravanen i uge 44:
  • Alex Andersen Ølund A/S
  • Anders Nielsen & Co A/S
  • H. Daugaard A/S
  • Tor Udlejning A/S

Lastbilkaravanen har kørt siden 2013. Kampagnen bliver støttet af FDE Fonden.


Interesserede kan læse mere på www.lastbilkaravanen.dk.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.