Pensionister kan køre gratis i Tønder i 2021Mandag 26. oktober 2020 kl: 12:01 Af: Jesper ChristensenSom en forsøgsordning tilbyder Tønder gratis buskort til kommunens pensionister og førtidspensionister i 2021. Med et særligt rejsekort kan de køre gratis i kommunen i det sydvestligste hjørne af Danmark Forud for premieren for den gratis bustransport for pensionister i Tønder Kommune er det uvist, hvor stor interessen vil være - og hvad det gratis rejsekort til gruppen vil koste. I budgetforliget for 2021 har politikerne bag forliget afsat 400.000 kroner til forsøget med gratis befordring med bus for pensionister og førtidspensionister. Bag på det særlige rejsekort, der i forsøgsperioden vi blive udstedt gratis, vil det være oplyst, at kortet kun er gældende til busser i Tønder Kommune. Forsøget skal tages op til vurdering i juni 2021, hvor det så vil blive besluttet, om ordningen skal være permanent, og om der skal være en egenbetaling. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |