Sønderjysk vognmandsvirksomhed sælger sine aktiviteter

Mandag 12. oktober 2020 kl: 10:22
Af: Redaktionen

Lastbiler og andre aktiviteter i vognmandsforretningen Brdr. Thomsen Vognmandsforretning i Rødding, der blev etableret i 1963, bliver fra årsskiftet en del af Bulk-Transport A/S i Aabenraa. Bulk-Transport A/S, der blev etableret i 2018 af Meldgaard Gruppen i Aabenraa og vognmandsvirksomheden Allan og Jesper A/S i Toftlund, opnår ved købet en væsentlig forøgelse af sine pallegods-aktiviteterne samt et antal bulk-biler

- Med en større volumen opnår vi synergier og en bedre geografisk dækning, det giver os nye muligheder og kommer både vores kunder og medarbejdere til gode, siger Jesper Hansen, som til daglig er kørselsleder og medejer af Bulk-Transport. 


- Samtidig får vi tilført både viden og erfaring, idet Brdr. Thomsen har mange engagerede chauffører og disponenter, der følger med. Vi ser frem til et godt samarbejde både med kunder og kommende kolleger, siger han videre.


Finn og Tage Thomsen overtog virksomheden fra deres far i 1985, og efter godt 35 år er de enige om at tiden er inde til et nyt kapitel. 


- Salget giver Bulk-Transport mange nye muligheder, og jeg får måske mere tid til at gå på jagt. Det er bestemt et salg, som alle får noget godt ud af, siger Tage Thomsen og fortsætter:


- Vi har som sådan ikke været til salg, men en gang imellem gælder det om at slå til, når muligheden byder sig. Og når salget tilmed bliver til en veldrevet virksomhed, med ordnede forhold og mange af de samme familieværdier, som os, var beslutningen ikke så svær.


Finn og Tage Thomsen vil fortsat være aktive - ikke med egen transportvirksomhed. Tage Thomsen vil fortsætte som disponent i Bulk-Transport og Finn Thomsen i værkstedet i Rødding. 


Fakta om Bulk Transport A/S:
  • Bulk -Transport A/S blev stiftet af Meldgaard Gruppen og Vognmandsfirmaet Allan og Jesper i 2018
  • I 2019 overtog Bulk-Transport A/Sstørstedelen af vognmandsfirmaet J.P. Johansen
  • I 2020 overtog Bulk-Transport A/S pallegods aktiviteterne fra Jepsen og Fredsholm ApS
  • 1. januar 2021 overtager Bulk-Transport A/S Brdr. Thomsens vognmandsforretning, som blandt andet består af 22 lastbiler, 34 trailere/påhængsvogne og 23 trucks. 
  • Med det seneste opkøb kommer Bulk-Transport A/S op på 55 egne biler. Med omkring samme antal fremmede biler råder virksomheden dagligt over godt 100 biler, som gør det muligt at dække Danmark både på bulk-kørsel og kørsel med pallegods 




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.