Transport- og logistik-koncern med Skive som hovedsæde fortsætter stabil udvikling

Torsdag 24. september 2020 kl: 11:59
Af: Redaktionen

Transport- og logistikvirksomheden Freja Transport & Logistics Holding A/S kommer ud med et tilfredsstillende resultat for årets første halvår. Selskabet fremhæver, at integrationen af Transcargo er fuldendt og at der på trods af corona-situationen og fortsat store investeringer i det polske selskab leveres et resultat over budgettet

- Vi har set en vellykket turn around i det svenske selskab, forbedring af driften i Danmark samt en fortsat flot udvikling i datterselskaberne i Norge og Finland. Ligeledes bidrager de ”yngste” datterselskaber i Polen og Kina positivt, lyder der fra virksomheden, der blev grundlagt i Skive i 1985.


- Fortsat fokus på forretningsudvikling og investering i IT, RPA og medarbejdere er stadig højt prioriteret og en medvirkende årsag til fortsat succes, lyder det videre.


Trods COVID-19 og deraf følgende uro på transportmarkederne betegner koncernen resultatet for første halvår 2020 som “særdeles tilfredsstillende”.


Freja Transport & Logistics Holding A/S har i første halvår 2020 haft fokus på at tilpasse virksomheden til den nye markedssituation som følge af corona-situationen samt den fortsatte integration af selskabet i Polen. Stort fokus på kvalitet samt sikre og effektive transportløsninger har medført større mersalg til eksisterende kunder samt en tilgang af nye større kunder. Dermed har koncernen stort set kunnet fastholde omsætningen i forhold til samme periode i 2019. 


Til gengæld viser nettoresultatet en markant forbedringen, hvilket ifølge koncernen specielt kan tilskrives store driftsmæssige forbedringer og et endnu stærkere og tættere samarbejde på tværs af landene. 


Udviklingen i datterselskaberne i Norge og Finland er fortsat meget positive. Danmark fortsætter trenden med fremgang - og for første gang i længere tid bidrager Sverige positivt, hvilket er en markant forbedring i forhold til første halvår 2019. Kina og Polen leverer ligeledes positive resultater, som er bedre end forventet. 


Følgende hovedtal for Freja Group offentliggøres for 1. halvår 2020:
  • Freja Transport & Logistics Holding A/S rapporterer om et lille fald i omsætningen i 1. halvår 2020 på 1,5 procent i forhold til året før
  • Den samlede omsætning for første halvår 2020 lander på i alt 1,64 milliarder kroner
  • EBIT for 1. halvår udgør 76,6 millioner kroner i 2020 mod 30,0 millioner kroner for samme periode i 2019
  • Halvårsresultatet før skat udgør 66,9 millioner kroner  i 2020 mod 22,3 millioner kroner for samme periode i 2019

Koncernens egenkapital er vokset fra 272 millioner kroner pr. 30. juni 2019 til 331 millioner kroner pr. 30. juni 2020. Soliditetsgraden er på grund af overgang til IFRS16-standarden faldet til 22 procent.


- Regnskabet for første halvår 2020 viser, at vores forretningsmodel og vores store fokus på at samarbejde på tværs af Freja bærer frugt. Vores loyale og dedikerede medarbejdere har ydet en ekstraordinær indsat i denne svære COVID-19-tid, hvilket betyder, at Freja er kommet stærkt igennem et meget turbulent første halvår, siger Ulrik Rasmussen, der er administrerende direktør i Freja-gruppen.


Fortsat fokus på høj kvalitet, værdiskabelse for samtlige aktører i værdikæden samt målrettet salgsarbejde giver unikke muligheder for fortsat vækst i Freja


Grundlægger og formand for bestyrelsen Jørgen Hansen fastholder, at Freja’s fokus skal være rettet mod at udvikle langsigtede relationer med såvel kunder som leverandører. Trods stort fokus på effektiviseringer peger Freja’s ledelse og bestyrelse på, at man er bevidst om, at mennesket fortsat er den vigtigste ressource i samarbejdet. 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.