Godsomsætningen gik tilbage i Østjyllands største havn

Tirsdag 28. juli 2020 kl: 22:32
Af: Redaktionen

Aarhus Havns samlede godsomsætning i årets første seks måneder viser et fald på 5 procent i forhold til året før. I faktiske tal er omsætningen af gods faldet med 200.000 ton fra 4,5 millioner ton i første halvår af 2019 til 4,3 millioner ton i første halvår i år

Thomas Haber Borch, der er administrerende direktør i Aarhus Havn, betegner resultatet af årets første måneder som tilfredsstillende set i lyset af coronakrisen, men han peger på, at uanset årsag er et fald i omsætningen altid en udfordring for en virksomhed.


- Jeg er klar over, at mange andre virksomheder aktuelt kan have større udfordringer end os. Men jeg tør ikke tro på, at vi har set alle eftervirkningerne af coronakrisen endnu, siger Thomas Haber Borch.


Han ser dog et lyspunkt i containeromsætningen, som til trods for et fald i den samlede godsomsætning, har fortsat den positive udvikling med en stigning på 6 procent fra 276.000 teu i første halvår 2019 til 293.000 teu i første halvår i år. Stort set hele fremgangen stammer fra en stigning i eksporten, mens der kun blev realiseret en lille stigning i importen.


En lille statistisk detalje er, at containeromsætningen for første halvår i både 2019 og 2020 ligger på niveau med den samlede årsomsætning i Aarhus Havn i begyndelsen af 2000-tallet.


- Det er naturligvis opløftende, at vi på trods af en krise kan fortsætte fremgangen i containeromsætningen. Men vi har til gode at se resultatet af de kommende seks måneder, før jeg tør glæde mig alt for meget, siger Thomas Haber Borch.


Han er navnlig bekymret for udviklingen på bulkområdet, hvor både fast og flydende bulk er faldet med omkring 15 procent i årets første seks måneder.


- Jeg tænker, at det bliver vanskeligt at indhente den nedgang i løbet af andet halvår, så hele 2020 vil sandsynligvis være præget af coronakrisen, når det gælder bulkomsætningen, siger Thomas Haber Borch, der også forventer, at både Molslinjens reducerede aktivitet under coronanedlukningen og krydstogtrederiernes komplette fravær vil påvirke årets resultat.
 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.