INTERNATIONAL EKSPERTGRUPPE:
Limfjordstunnelen har det bedre end ventetOnsdag 21. august 2019 kl: 12:49 Af: RedaktionenEn international ekspertgruppe har foretaget en undersøgelse af, hvordan tunnelen, der fører motorvej E45 under Limfjorden, har det - og hvor lang tid, der kan bruges endnu. Ekspertgruppen slår fast, at tunnelens tilstand grundlæggende er tilfredsstillende. Transportminister Benny Engelbrecht (S), som glæder sig over budskabet, der skaber ro og tryghed omkring tunnelen, mener fortsat, at der er behov for en 3. Limfjordsforbindelse Rapporten fra den internationale ekspertgruppe viser, at Limfjordstunnelen overordnet set har det fint, og at den med løbende renovering og overvågning kan holde i mange år endnu, før der bliver behov for store reparationsarbejder. - Ekspertgruppens konklusion skaber ro og tryghed omkring tunnelen. Dermed kan vi afblæse alle tanker om en hastende og omfattende renovering af tunnelen - med de store konsekvenser, som det ville have for trafikken i hele Nordjylland, siger Benny Engelbrecht, der peger på, at det ikke ændrer på, at der er behov for en 3. Limfjordsforbindelse. - Derfor forventer jeg også, at det er et emne, vi skal diskutere, når jeg sammen med Folketingets partier skal forhandle en bred aftale for de kommende års infrastrukturinvesteringer, siger han. I 2017 blev det konstateret, at Limfjordstunnelen var mere utæt end ventet, og at den satte sig. Derfor blev en ekspertgruppe inden for konstruktion og vedligehold af tunneler bedt om at undersøge tunnelens tilstand, og om levetiden kunne være kortere end forventet. Sidenhen har ekspertgruppen foretaget et udvidet og omfattende særeftersyn af tunnelen og konkluderer nu, at Limfjordstunnelens tilstand grundlæggende er tilfredsstillende. Der er løbende blevet udført reparationsarbejder på tunnelen i 1990´erne og 2000´erne. Det har haft en god og positiv virkning på konstruktionen. Ekspertgruppen forventer dog, at der fortsat løbende vil udvikles revner og beton-utætheder i tunnelens nordlige halvdel på grund af sætninger og årlige temperaturvariationer. Derfor anbefaler ekspertgruppen, at Vejdirektoratet iværksætter en yderligere overvågning og monitorering af Limfjordstunnelen ud over den indsats, der allerede finder sted. - Det er naturligvis en anbefaling, vi tager til os. Vi holder i forvejen tæt øje med Limfjordstunnelen, og på baggrund af ekspertgruppens anbefalinger vil vi iværksætte yderligere overvågning af dette vigtige stykke infrastruktur, siger chefkonsulent Niels Christian Skov Nielsen fra Vejdirektoratet. Endelig har ekspertgruppen foreslået tre større reparationsarbejder, der kan udføres om 15 til 50 år, såfremt behovet måtte opstå. Fakta om Limfjordstunnelen:
Ekspertgruppens medlemmer:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |