Højesterets dom åbner for at føre sager i Danmark

Tirsdag 3. juli 2018 kl: 08:00

Af: transportjuristerne

Højesteret har med en ny kendelse åbnet for muligheden for, at sager, der ikke umiddelbart er snævert forbundet med Danmark, alligevel kan anlægges ved en dansk domstol. Dommen slog fast, at der var værneting i Danmark for et dansk selskabs krav mod et hollandsk selskab

advokat (L), ph.d., Lissi Andersen Roost, advokatfuldmægtig Rasmus Hjalte Niess Bak og stud.jur. Maria Duus, Andersen Partners Advokatfirma

EU-domsforordningens (Bruxelles I-forordningen) regler gælder i Danmark og i de øvrige EU-lande. Forordningen vedrører blandt andet domstolene i EU-landenes kompetence til at behandle sager imod personer og selskaber, der hører hjemme i andre EU-lande.

Af forordningen følger det blandt andet, at retssager på det civil- og handelsretlige område inden for EU som udgangspunkt skal anlægges i den medlemsstat, hvor den sagsøgte har bopæl. Hertil gælder dog blandt andet den undtagelse, at der ved flere sagsøgte er adgang til at sagsøge i det land, hvor en af de øvrige sagsøgte i sagen har bopæl, såfremt kravene mod de sagsøgte ”er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidigt for at undgå uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig”.

Et af forordningens formål er at sikre en høj grad af forudsigelighed for parterne i en retssag. Det er også grunden til, at forordningen angiver, at undtagelsen kun bør gælde i enkelte velafgrænsede tilfælde.

Højesterets kendelse
En dansk fødevaregrossist havde købt et parti frosne kyllingeprodukter af et hollandsk selskab og videresolgt partiet til et tysk selskab. Kyllingeprodukterne blev opbevaret i et fryselager i Holland, der blev drevet af et hollandsk selskab. Den danske fødevaregrossist havde antaget en dansk transportvirksomhed til at transportere partiet af kyllinger fra Holland til den tyske køber. Den danske transportvirksomhed indgik herefter en undertransportøraftale med et slovakisk transportfirma om den praktiske udførelse af transporten.

Det hollandske fryselager udleverede kyllingeprodukterne fra lageret i Holland til en lastbilchauffør, men kyllingeprodukterne nåede aldrig frem til den tyske køber. Herefter fremsendte den danske fødevaregrossist en ny leverance af kyllingeprodukter til den tyske køber. Fødevaregrossistens forsikringsselskab betalte en erstatning til grossisten for erstatningsleverancen, hvorefter forsikringsselskabet indtrådte i grossistens krav i anledning af bortkomsten af kyllingeprodukterne.

På denne baggrund anlagde forsikringsselskabet sag ved Sø- og Handelsretten i Danmark mod henholdsvis den danske transportvirksomhed og det hollandske fryselager. Forsikringsselskabet nedlagde påstand om, at de sagsøgte skulle betale erstatning svarende til det beløb, som forsikringsselskabet havde betalt til fødevaregrossisten. Den danske transportvirksomhed nedlagde påstand om, at det hollandske fryselager skulle friholde den danske transportvirksomhed for ethvert beløb, som transportvirksomheden måtte blive dømt til at betale til forsikringsselskabet.

Sø- og Handelsretten afgjorde, at der ikke var værneting i Danmark for sagen mod det hollandske fryselager. Afgørelsen blev dog anket til Højesteret.

Højesteret slog fast, at det var af afgørende betydning for forsikringsselskabets krav mod såvel den danske transportvirksomhed og det hollandske fryselager at få fastlagt hændelsesforløbet i forbindelse med udleveringen af kyllingeprodukterne til lastbilchaufføren, som ikke afleverede disse produkter til den tyske køber. Parterne var imidlertid uenige om forløbet. På denne baggrund fandt Højesteret, at der var risiko for uforenelige retsafgørelser, hvis sagerne skulle behandles særskilt henset til risikoen for, at bevisbedømmelsen af hændelsesforløbet kunne falde forskelligt ud.

Højesteret fandt herefter, at forsikringsselskabets krav mod den danske transportvirksomhed og det hollandske fryselager var så snævert forbundne, at kravene burde behandles samtidig ved den samme domstol for at undgå uforenelige retsafgørelser. Der var derfor værneting for forsikringsselskabets krav mod det hollandske fryselager ved Sø- og Handelsretten i henhold til EU-domsforordningen.

Det bemærkes, at kravene i sagen hvilede på forskelligt retsgrundlag. Hvor forsikringsselskabets krav over for den danske transportvirksomhed udsprang af en kontrakt, var kravet over for det hollandske fryselager et krav uden for kontrakt. Dette var dog ikke noget som kunne begrunde, at sagerne ikke kunne behandles samlet i Danmark.

Højesteret åbner med kendelsen for muligheden for, at sager kan anlægges ved danske domstole, selvom sagerne ikke umiddelbart er snævert forbundet med Danmark. Består der en risiko for, at der vil opstå uforenelige retsafgørelser, hvis sagerne behandles ved to forskellige domstole, bør de således behandles sammen ved samme domstol.