TRANSPORTJURISTERNE SKRIVER:
Vestre Landsret har i en dom taget stilling til, om hvorvidt leveringsklausulen ”CIF Bratislava”, som var aftalt mellem en dansk sælger og en tjekkisk køber i forbindelse med salg af en maskine, var udtryk for en aftale om, at leveringsstedet i EU-Domsforordningens forstand var på det sted, hvor der var sket overgivelse af varen til en selvstændig fragtfører, eller om det var udtryk for en aftale om, at leveringsstedet var i Bratislava i Slovakiet
Besvarelsen af dette spørgsmål var afgørende for, hvorvidt der var værneting i Danmark for den danske sælgers krav om betaling mod den tjekkiske køber.
Spørgsmålet om værneting
EU-Domsforordningen (også kaldet Bruxelles I-forordning), der finder anvendelse i Danmark, fastsætter, hvilke kompetencer EU-landenes domstole har til at behandle sager imod personer og selskaber, der har hjemme i andre EU-lande. Forordningen regulerer således blandt andet, hvor det rette værneting er. Det fremgår blandt andet af forordningen, at en person med bopæl i en EU-medlemsstat i sager om kontraktforhold kan sagsøges ved retten på det sted i en anden EU-medlemsstat, hvor den pågældende forpligtelse efter kontrakten er opfyldt eller skal opfyldes (opfyldelsesværneting). Opfyldelsesstedet ved salg af varer er i henhold til forordningen det sted i en medlemsstat, hvor varerne efter kontrakten er blevet leveret eller skulle have været leveret, medmindre parterne har aftalt andet.
Sagens omstændigheder
I den konkrete sag havde en dansk virksomhed indgået en aftale om salg af en stor maskine (en såkaldt pipeburster pulling unit - en entreprenørmaskine på over 16 ton) til en tjekkisk virksomhed.
Den danske virksomhed anlagde på et tidspunkt efter levering af maskinen sag mod den tjekkiske virksomhed ved Retten i Aalborg med påstand om, at den tjekkiske virksomhed skulle betale den danske virksomhed 136.637 euro.
Salget af maskinen var i henhold til parternes aftale sket med Incoterms-klausulen ”CIF Bratislava”. Den pågældende maskine var blevet overgivet til en selvstændig fragtfører i Svenstrup i Nordjylland. Spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet var værneting for kravet ved en dansk domstol, blev udskilt til særskilt afgørelse, der først blev behandlet af Retten i Aalborg og senere af Vestre Landsret.
Førend dommen behandles nærmere et kort kig på Incoterms 2010
Kort om Incoterms
Incoterms 2010 er de gældende officielle regler for fortolkning af salgsklausuler udarbejdet af erhvervsorganisationen International Chamber of Commerce (ICC), som arbejder for at hjælpe virksomheder i hele verden med at agere ansvarligt og internationalt. Den 1. januar 2011 trådte den nuværende 2010-version af Incoterms i kraft. Incoterms 2010 består af 11 forskellige klausuler, hvoraf nogle er forbeholdt til når varerne skal transporteres til søs (FAS, FOB, CFR, CIF), mens andre klausuler kan anvendes uafhængigt af den påtænkte transportform.
Med ICC’s egne ord er formålet med Incoterms 2010 at give et internationalt regelsæt for fortolkning af de mest almindeligt brugte salgsklausuler for handel med udlandet. På den måde kan usikkerhed som følge af forskellig fortolkning af sådanne klausuler i forskellige lande undgås eller i hvert fald begrænses.
Ifølge ICC er rækkevidden af Incoterms begrænset til forhold, der angår kontraktparternes rettigheder og forpligtelser i forhold med levering af solgte varer (i betydningen ”ting” og ikke omfattende ”uhåndgribelige aktiver” såsom computersoftware. Ifølge ICC synes videre især to misforståelser vedrørende Incoterms almindelige:
For det første antages det ofte fejlagtigt, at Incoterms angår transportkontrakten, og ikke salgsaftalen
For det andet antages det undertiden med urette, at Incoterms regulerer alle forpligtelser, som parterne måtte ønske at indføje i en salgsaftale, så som for eksempel spørgsmålet om ejendomsrettens overgang.
Det sidste er dog ikke tilfældet. Helt generelt regulerer Incoterms endvidere ikke følgerne af misligholdelse af kontrakten eller fritagelse for ansvar som følge af forskellige opfyldelseshindringer. Derfor bør sådanne spørgsmål løses af andre regler i salgsaftalen og/eller udfyldende lov.
Incoterms regulerer derimod blandt andet sælgers forpligtelse til at stille varen til rådighed for køber eller overlade varen til befordring eller levere varen på bestemmelsesstedet - samt fordeling af risikoen, omkostningerne og forpligtelsen til at tegne forsikring for varen mellem parterne i disse tilfælde. De omhandler endvidere forpligtelsen til at klarere varen for eksport eller import, emballere varen, købers forpligtelse til at modtage levering og forpligtelse til at tilvejebringe dokumentation for, at disse forpligtelser er behørigt opfyldt.
Incoterms er ikke lovregler og finder derfor alene anvendelse, såfremt de er aftalt mellem køber og sælger. Derfor er det vigtigt, at det tydeligt fremgår af parternes salgsaftale, hvilken Incoterms-klausul, der er aftalt, da denne ellers ikke finder anvendelse.
Retten i Aalborgs afgørelse
Klausulen ”CIF” står for Cost, Insurance and Freight og anses for en almindeligt anvendt klausul ved forsendelseskøb, hvor der skal ske søtransport. Et forsendelseskøb er et køb, hvor salgsgenstanden af sælger skal forsendes fra pladsen til et sted, som er beliggende uden for pladsen. Pladsen er en betegnelse for det område, hvor udbringning sædvanligvis foretages af sælger. Klausulen ”CIF” indebærer blandt andet, at risikoovergang og levering sker på det tidspunkt, hvor godset placeres ombord på skibet i afsendelseshavnen. I den konkrete sag var der dog tvivl om, hvordan ”CIF”-klausulen skulle fortolkes, når godset i stedet blev overgivet til en selvstændig fragtfører i Svenstrup og hvad tilføjelsen af byen Bratislava betød.
Retten i Aalborg lagde til grund, at CIF-klausulen som udgangspunkt fastsætter betingelserne for fordelingen af risiko i forbindelse med transport af varer, men fandt efter en konkret vurdering, at der ikke var grundlag for at antage, at CIF-klausulen ligeledes var udtryk for en aftale om leveringssted. Byretten slog herefter fast, at der ikke var værneting i Danmark for det krav, som den danske virksomhed havde rejst mod den tjekkiske virksomhed og afviste på denne baggrund sagen. Den danske virksomhed ankede dommen til Vestre Landsret.
Vestre Landsrets afgørelse
Vestre Landsret lagde til grund, at beskrivelsen ”CIF” må anses for en almindeligt anvendt klausul ved forsendelseskøb, som blandt andet indebærer, at risikoovergang og levering sker ved overgivelse til en selvstændig fragtfører, og at det i denne forbindelse er reglen, at det geografiske sted, der er angivet i ”CIF-klausulen”, er bestemmelsesstedet og ikke leveringsstedet.
Vestre Landsret lagde videre til grund, at idet salget af maskinen i henhold til parternes aftale var sket med klausulen ”CIF Bratislava”, måtte parternes aftale forstås således, at levering i henhold til forordningen var sket ved overgivelsen til en selvstændig fragtfører i Svenstrup i Nordjylland, og at der derfor var værneting ved Retten i Aalborg. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at direktøren for den tjekkiske virksomhed havde forklaret, at han kendte til Incoterms, hvorfor denne ikke kunne have været i tvivl om betydningen af den aftalte klausul, som ikke var behæftet med uklarhed.
Hvad betyder dommen
Klausulen CIF, er som ovenfor angivet en maritim klausul forstået på den måde, at den er tiltænkt anvendelse ved søtransport. I henhold til denne klausul anses levering for at have fundet sted, når sælgeren har placeret varen på skibet i afgangshavnen, hvorfor den reelt ikke bør anvendes ved andre transportformer end søtransport. Vestre Landsret mente dog, at levering i det konkrete tilfælde, hvor varen ikke som det første blev placeret på et skib, skete, når varen blev overgivet til en selvstændig fragtfører.
Det, der således kan udledes af dommen, er, at man skal træde varsomt, når man anvender Incoterms-klausulerne, da de ellers ikke får den virkning, som parterne måske har tiltænkt dem.
Det anbefales derfor, at man som henholdsvis køber og sælger sætter sig ind i klausulernes forskellige anvendelsesområde og funktioner og på den baggrund vælger den rigtige klausul og herefter sørger for, at klausulen udfyldes så præcist som muligt, så den afspejler parternes hensigter i forhold til levering med videre.
.jpg)
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Vestre Landsret har afsagt ny dom om anvendelsen af Incoterms
Torsdag 3. maj 2018 kl: 10:55
Af: advokat (L), ph.d., Lissi Andersen Roost, advokatfuldmægtig Rasmus Hjalte Niess Bak og stud.jur. Maria Duus, Andersen Partners AdvokatfirmaVestre Landsret har i en dom taget stilling til, om hvorvidt leveringsklausulen ”CIF Bratislava”, som var aftalt mellem en dansk sælger og en tjekkisk køber i forbindelse med salg af en maskine, var udtryk for en aftale om, at leveringsstedet i EU-Domsforordningens forstand var på det sted, hvor der var sket overgivelse af varen til en selvstændig fragtfører, eller om det var udtryk for en aftale om, at leveringsstedet var i Bratislava i Slovakiet
Besvarelsen af dette spørgsmål var afgørende for, hvorvidt der var værneting i Danmark for den danske sælgers krav om betaling mod den tjekkiske køber.
Spørgsmålet om værneting
EU-Domsforordningen (også kaldet Bruxelles I-forordning), der finder anvendelse i Danmark, fastsætter, hvilke kompetencer EU-landenes domstole har til at behandle sager imod personer og selskaber, der har hjemme i andre EU-lande. Forordningen regulerer således blandt andet, hvor det rette værneting er. Det fremgår blandt andet af forordningen, at en person med bopæl i en EU-medlemsstat i sager om kontraktforhold kan sagsøges ved retten på det sted i en anden EU-medlemsstat, hvor den pågældende forpligtelse efter kontrakten er opfyldt eller skal opfyldes (opfyldelsesværneting). Opfyldelsesstedet ved salg af varer er i henhold til forordningen det sted i en medlemsstat, hvor varerne efter kontrakten er blevet leveret eller skulle have været leveret, medmindre parterne har aftalt andet.
Sagens omstændigheder
I den konkrete sag havde en dansk virksomhed indgået en aftale om salg af en stor maskine (en såkaldt pipeburster pulling unit - en entreprenørmaskine på over 16 ton) til en tjekkisk virksomhed.
Den danske virksomhed anlagde på et tidspunkt efter levering af maskinen sag mod den tjekkiske virksomhed ved Retten i Aalborg med påstand om, at den tjekkiske virksomhed skulle betale den danske virksomhed 136.637 euro.
Salget af maskinen var i henhold til parternes aftale sket med Incoterms-klausulen ”CIF Bratislava”. Den pågældende maskine var blevet overgivet til en selvstændig fragtfører i Svenstrup i Nordjylland. Spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet var værneting for kravet ved en dansk domstol, blev udskilt til særskilt afgørelse, der først blev behandlet af Retten i Aalborg og senere af Vestre Landsret.
Førend dommen behandles nærmere et kort kig på Incoterms 2010
Kort om Incoterms
Incoterms 2010 er de gældende officielle regler for fortolkning af salgsklausuler udarbejdet af erhvervsorganisationen International Chamber of Commerce (ICC), som arbejder for at hjælpe virksomheder i hele verden med at agere ansvarligt og internationalt. Den 1. januar 2011 trådte den nuværende 2010-version af Incoterms i kraft. Incoterms 2010 består af 11 forskellige klausuler, hvoraf nogle er forbeholdt til når varerne skal transporteres til søs (FAS, FOB, CFR, CIF), mens andre klausuler kan anvendes uafhængigt af den påtænkte transportform.
Med ICC’s egne ord er formålet med Incoterms 2010 at give et internationalt regelsæt for fortolkning af de mest almindeligt brugte salgsklausuler for handel med udlandet. På den måde kan usikkerhed som følge af forskellig fortolkning af sådanne klausuler i forskellige lande undgås eller i hvert fald begrænses.
Ifølge ICC er rækkevidden af Incoterms begrænset til forhold, der angår kontraktparternes rettigheder og forpligtelser i forhold med levering af solgte varer (i betydningen ”ting” og ikke omfattende ”uhåndgribelige aktiver” såsom computersoftware. Ifølge ICC synes videre især to misforståelser vedrørende Incoterms almindelige:
For det første antages det ofte fejlagtigt, at Incoterms angår transportkontrakten, og ikke salgsaftalen
For det andet antages det undertiden med urette, at Incoterms regulerer alle forpligtelser, som parterne måtte ønske at indføje i en salgsaftale, så som for eksempel spørgsmålet om ejendomsrettens overgang.
Det sidste er dog ikke tilfældet. Helt generelt regulerer Incoterms endvidere ikke følgerne af misligholdelse af kontrakten eller fritagelse for ansvar som følge af forskellige opfyldelseshindringer. Derfor bør sådanne spørgsmål løses af andre regler i salgsaftalen og/eller udfyldende lov.
Incoterms regulerer derimod blandt andet sælgers forpligtelse til at stille varen til rådighed for køber eller overlade varen til befordring eller levere varen på bestemmelsesstedet - samt fordeling af risikoen, omkostningerne og forpligtelsen til at tegne forsikring for varen mellem parterne i disse tilfælde. De omhandler endvidere forpligtelsen til at klarere varen for eksport eller import, emballere varen, købers forpligtelse til at modtage levering og forpligtelse til at tilvejebringe dokumentation for, at disse forpligtelser er behørigt opfyldt.
Incoterms er ikke lovregler og finder derfor alene anvendelse, såfremt de er aftalt mellem køber og sælger. Derfor er det vigtigt, at det tydeligt fremgår af parternes salgsaftale, hvilken Incoterms-klausul, der er aftalt, da denne ellers ikke finder anvendelse.
Retten i Aalborgs afgørelse
Klausulen ”CIF” står for Cost, Insurance and Freight og anses for en almindeligt anvendt klausul ved forsendelseskøb, hvor der skal ske søtransport. Et forsendelseskøb er et køb, hvor salgsgenstanden af sælger skal forsendes fra pladsen til et sted, som er beliggende uden for pladsen. Pladsen er en betegnelse for det område, hvor udbringning sædvanligvis foretages af sælger. Klausulen ”CIF” indebærer blandt andet, at risikoovergang og levering sker på det tidspunkt, hvor godset placeres ombord på skibet i afsendelseshavnen. I den konkrete sag var der dog tvivl om, hvordan ”CIF”-klausulen skulle fortolkes, når godset i stedet blev overgivet til en selvstændig fragtfører i Svenstrup og hvad tilføjelsen af byen Bratislava betød.
Retten i Aalborg lagde til grund, at CIF-klausulen som udgangspunkt fastsætter betingelserne for fordelingen af risiko i forbindelse med transport af varer, men fandt efter en konkret vurdering, at der ikke var grundlag for at antage, at CIF-klausulen ligeledes var udtryk for en aftale om leveringssted. Byretten slog herefter fast, at der ikke var værneting i Danmark for det krav, som den danske virksomhed havde rejst mod den tjekkiske virksomhed og afviste på denne baggrund sagen. Den danske virksomhed ankede dommen til Vestre Landsret.
Vestre Landsrets afgørelse
Vestre Landsret lagde til grund, at beskrivelsen ”CIF” må anses for en almindeligt anvendt klausul ved forsendelseskøb, som blandt andet indebærer, at risikoovergang og levering sker ved overgivelse til en selvstændig fragtfører, og at det i denne forbindelse er reglen, at det geografiske sted, der er angivet i ”CIF-klausulen”, er bestemmelsesstedet og ikke leveringsstedet.
Vestre Landsret lagde videre til grund, at idet salget af maskinen i henhold til parternes aftale var sket med klausulen ”CIF Bratislava”, måtte parternes aftale forstås således, at levering i henhold til forordningen var sket ved overgivelsen til en selvstændig fragtfører i Svenstrup i Nordjylland, og at der derfor var værneting ved Retten i Aalborg. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at direktøren for den tjekkiske virksomhed havde forklaret, at han kendte til Incoterms, hvorfor denne ikke kunne have været i tvivl om betydningen af den aftalte klausul, som ikke var behæftet med uklarhed.
Hvad betyder dommen
Klausulen CIF, er som ovenfor angivet en maritim klausul forstået på den måde, at den er tiltænkt anvendelse ved søtransport. I henhold til denne klausul anses levering for at have fundet sted, når sælgeren har placeret varen på skibet i afgangshavnen, hvorfor den reelt ikke bør anvendes ved andre transportformer end søtransport. Vestre Landsret mente dog, at levering i det konkrete tilfælde, hvor varen ikke som det første blev placeret på et skib, skete, når varen blev overgivet til en selvstændig fragtfører.
Det, der således kan udledes af dommen, er, at man skal træde varsomt, når man anvender Incoterms-klausulerne, da de ellers ikke får den virkning, som parterne måske har tiltænkt dem.
Det anbefales derfor, at man som henholdsvis køber og sælger sætter sig ind i klausulernes forskellige anvendelsesområde og funktioner og på den baggrund vælger den rigtige klausul og herefter sørger for, at klausulen udfyldes så præcist som muligt, så den afspejler parternes hensigter i forhold til levering med videre.
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.