Transportjuristerne har set nærmere på højesteretsdom om flyrejser

Tirsdag 13. februar 2018 kl: 12:58
Af: advokat (L), ph.d., Lissi Andersen Roost, advokatfuldmægtig Rasmus Hjalte Niess Bak og stud.jur. Maria Duus, Andersen Partners Advokatfirma.

Pakkerejsende vil fremover ikke længere blive kompenseret efter både pakkerejseloven og EU’s passagerforordning, såfremt de oplever en flyforsinkelse på mindst tre timer ved ankomst. Det er betydningen af en dom, som Højesteret afsagde 23. januar 2018 omkring forståelsen af reglerne vedrørende kompensation ved forsinkelse ved pakkerejser i passagerforordningen. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har som en følge af dommen tilkendegivet, at styrelsen ændrer sin praksis ved behandling af klager efter passagerforordningen

Hidtil har pakkerejsende, som oplever en flyforsinkelse på mindst tre timer ved ankomst, både kunnet få kompensation efter pakkerejseloven og efter EU’s passagerforordning. 


Pakkerejseloven dækker de rejsende, der har købt en pakkerejse gennem et dansk rejsebureau. En pakkerejse er defineret som en rejse, der består af mindst to af følgende ydelser: transport, indkvartering og anden turistmæssig ydelse. En anden turistmæssig ydelse er en ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen, som f.eks. en udflugt. Herudover skal rejsearrangementet være solgt til en samlet pris og have en varighed af mere end 24 timer eller omfatte en overnatning for at blive betegnet som en pakkerejse. Et eksempel på en pakkerejse kunne således være et operabesøg i Hamborg med tilhørende overnatning. Såfremt den pakkerejsende lider et tab som følge af en forsinkelse, kan den pakkerejsende rette krav om kompensation mod arrangøren. 


Passagerforordningen, der også kaldes denied-boarding forordningen, fastsætter minimumsrettigheder for luftpassagerer ved boardingafvisning mod passagerens vilje, aflysning af flyafgang og forsinkelse af flyafgange. En pakkerejse i henhold til forordningen skal forstås på samme måde som i pakkerejseloven. Ifølge forordningen har passagerer, der som følge af en forsinket flyafgang lider et tab af tid på tre timer eller mere, ret til en kompensation fra det transporterende luftfartsselskab.


Sagen, som Højesteret traf afgørelse i, angik spørgsmålet om, hvorvidt et transporterende luftfartsselskab i forbindelse med udbetaling af 600 euro til hver af de berørte passagerer som kompensation for en flyforsinkelse var berettiget til at fratrække et beløb på 686 kr., som hver af passagererne havde modtaget som kompensation fra rejsearrangøren i anledning af samme flyforsinkelse. Det transporterende luftfartsselskab udbetalte kompensationen i medfør af reglerne i passagerforordningen, mens udbetalingen fra rejsearrangøren skete i medfør af reglerne i pakkerejseloven.


Det blev af Højesteret lagt til grund, at de beløb, som passagererne modtog efter pakkerejseloven, skulle kompensere dem for tab af tid som følge af den forsinkede ankomst til rejsemålet. Tilsvarende måtte de beløb, der tilkom passagererne efter forordningen, anses for kompensation for det tab af tid, der var en følge af flyforsinkelsen. Kompensationen efter såvel pakkerejseloven som efter forordningen er dermed alene begrundet i tidstabet som følge af flyforsinkelsen. På denne baggrund fandt Højesteret, at passagererne ville blive overkompenseret, hvis de udover kompensationen efter pakkerejseloven, som de allerede havde modtaget, tillige skulle modtage fuld kompensation efter forordningen. Højesteret henviser til forordningens tilblivelse, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen har til formål at give domstolene ”mulighed for at undgå at forpligte luftfartsselskaberne til at betale dobbelt erstatning”.


Det havde ingen betydning, at kompensationen efter pakkerejseloven var ydet af rejsearrangøren, mens det var det transporterende luftfartsselskab, der i medfør af forordningen var pligtig til at udbetale kompensationen.


Højesteret afgjorde derfor, at det transporterende luftfartsselskab var berettiget til at fradrage det beløb, som rejsearrangøren tidligere havde udbetalt efter pakkerejsereglerne. Dommen er en omgørelse af Østre Landsrets afgørelse fra januar 2017.


Dommen vil få betydning for de personer, som fremover køber en pakkerejse. Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen har det som grundlæggende princip, at styrelsens praksis indrettes efter domme afsagt af landsretterne, Højesteret og EU-Domstolen. Som følge heraf – og som følge af højesteretsdommen – har styrelsen tilkendegivet, at deres praksis ved behandling af klager efter passagerforordningen ændres, således at praksisændringen gælder for rejser foretaget den 23. januar 2018 og derefter. Såfremt man som passager har købt en pakkerejse og som følge af en forsinket flyafgang lider et tab af tid på mindst tre timer, vil man fremover have ret til en kompensation efter passagerforordningen med et fradrag af den kompensation, som eventuelt måtte være ydet i medfør af pakkerejseloven.


Ny lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer
Folketinget vedtog den 19. december 2017 lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer. Loven gennemfører bl.a. dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer. 


Formålet med reglerne er bl.a. at udvide pakkerejsebegrebet, således at flere rejser bliver beskyttet af lovgivningen. Den gældende pakkerejselov er fra 1993 og af hensyn til den teknologiske udvikling, som rejsemarkedet har undergået siden da, har det været nødvendigt med nye regler på området. I lyset af det nye pakkerejsedirektiv affattes en ny hovedlov om pakkerejser. Udover en udvidelse af pakkerejsebegrebet introduceres en ny type rejser – sammensatte rejsearrangementer – der som udgangspunkt ikke er omfattet af de generelle regler om pakkerejser, men hvor sælgeren af et sådant sammensat rejsearrangement bl.a. bliver pålagt en oplysningsforpligtelse. Overholder sælgeren af et sammensat rejsearrangement ikke sine forpligtelser efter loven, finder en del af de bestemmelser, der vedrører pakkerejser, tillige anvendelse på det sammensatte rejsearrangement. Herudover er den nye lov i vidt omfang overordnet set en videreførelse af gældende ret. 


Endvidere indeholder den nye lov en bestemmelse, som skal sikre, at en rejsende ikke opnår overkompensation. Dette er i overensstemmelse med dansk rets almindelige principper, hvorefter et lidt tab skal erstattes fuldt ud, men hvor den skadelidte ikke må opnå en berigelse. Af bestemmelsen fremgår det, at såfremt den rejsende har opnået en erstatning eller et forholdsmæssigt afslag efter EU-forordninger om passagerrettigheder og erstatningsansvar ved passagertransport (herunder f.eks. passagerforordningen, forordningen om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser, forordningen om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje mv. og forordningen om buspassagerers rettigheder mv.) og efter internationale konventioner, så fratrækkes det modtagne beløb erstatningen eller det forholdsmæssige afslag, som gives efter den nye lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer. 


Den nye pakkerejselov er således i overensstemmelse med den ovenfor omtalte højesteretsafgørelse, som vedrører fortolkningen af passagerforordningen, og hvorefter en pakkerejsende ikke kan opnå fuld kompensation efter både pakkerejseloven og f.eks. passagerforordningen, såfremt den pakkerejsende oplever en flyforsinkelse på mindst tre timer ved ankomst.


Den nye lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer træder i kraft den 1. juli 2018.



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.