EU-DOMSTOLEN OM FORSINKEDE FLY:
Afgørelse fra EU-domstolen vedrørende Montreal-konventionen: Arbejdsgiveren har krav på erstatning i anledning af forsinkelse af medarbejderes flyvning i forbindelse med tjenesterejser, hvis billetten er købt af arbejdsgiveren
Den konkrete sag, som behandles i denne artikel, havde Litauens øverste domstol anmodet EU-domstolen om en præjudiciel afgørelse om, hvorledes Montreal-konventionens artikel 19, 22 og 29 skulle forstås.
Årsagen hertil var en retssag mellem Air Baltic Corporation AS (”Air Baltic”), et lettisk luftfartsselskab, hvis aktiemajoritet ejes af den lettiske stat og Litauens særlige undersøgelsesenhed.
Under retssagen krævede den litauiske undersøgelsesenhed erstatning for det tab, som sidstnævnte havde lidt som følge af forsinkelse af fly, der transporterede to af undersøgelsesenhedens medarbejdere.
Undersøgelsesenheden havde købt flybilletter af et rejsebureau med henblik på, at de to ansatte kunne rejse fra Vilnius i Litauen til Baku i Aserbajdsjan via Riga i Letland og Moskva i Rusland i forbindelse med en tjenesterejse. Det var i denne forbindelse planlagt, at de pågældende medarbejdere skulle rejse fra Vilnius kl. 09.55 og ankomme til Baku samme dag kl. 22.40. Det var ligeledes planlagt, at Air Baltic skulle foretage flyvningerne mellem Vilnius, Riga og Moskva.
Flyveturen fra Vilnius til Riga gik som planlagt. Den efterfølgende flyvning fra Riga til Moskva blev derimod forsinket. De to medarbejdere nåede derfor ikke det tredje fly fra Moskva til Baku. Air Baltic ombookede dem derfor til et andet fly, som forlod Moskva og ankom til Baku en dag senere end planlagt.
Eftersom forsinkelsen, der blev på mere end 14 timer inden de pågældende medarbejdere nåede frem til deres endelig bestemmelsessted, indebar en forlængelse af deres tjenesterejse, betalte undersøgelsesenheden dem i henhold til litauisk lovgivning dagpenge og supplerende socialsikringsbidrag for i alt ca. 338 euro. Det var dette beløb, som undersøgelsesenheden krævede erstattet af Air Baltic.
Montreal-konventionens artikel 19 med overskriften »Forsinkelse« foreskriver, at:
”Luftfartsselskabet er ansvarligt for skader, som skyldes forsinket transport af passagerer, bagage eller gods. Luftfartsselskabet er dog ikke ansvarligt for skader, som skyldes forsinkelse, hvis det godtgør, at det selv, dets ansatte og dets agenter har taget alle forholdsregler, som med rimelighed kan forlanges, for at undgå skaden, eller at det ikke har været muligt for dem at gøre det.”
Luftfartsselskabets ansvar for forsinkelse er ifølge Montreal-konventionen nu begrænset til SDR 4.694 for hver passager, hvilket svarer til ca. 42.246 kroner per passager.
Ifølge Montreal-konventionen kan erstatningssager i forbindelse med transport af passagerer, bagage og gods, uanset om de rejses i henhold til konventionen, til en kontrakt, som erstatningsretligt søgsmål eller på anden måde, kun anlægges på grundlag af konventionens betingelser og erstatningsgrænser, uanset hvem der har ret til at anlægge sag og uanset vedkommendes rettigheder. I sådanne sager kan der ikke tilkendes bod eller andre former for økonomisk oprejsning ud over den normale erstatning.
Air Baltic havde under retssagen i Litauen blandt andet gjort gældende, at disse ansvarsregler ikke kunne påberåbes af en juridisk person såsom undersøgelsesenheden, idet erstatningsansvaret i Montreal-konventionens artikel 19 kun gælder i forhold til passagerer og ikke i forhold til personer, der ikke udgør fysiske personer, og som derfor heller ikke kan anses som forbrugere.
Den litauiske undersøgelsesenhed havde heroverfor gjort gældende, at erstatningsansvaret i Montreal-konventionens artikel 19 kan gøres gældende af en juridisk person, der som undersøgelsesenheden dels er part i kontrakten om international transport af passagerer indgået med Air Baltic, dels har lidt skade som følge af Air Baltic’s forsinkelse.
Den litauiske domstol spurgte på den baggrund, om Montreal-konventionens artikel 19, 22 og 29 skal fortolkes således, at et luftfartsselskab, som har indgået en kontrakt om international transport med en arbejdsgiver - såsom arbejdsgiveren i hovedsagen - for personer, der transporteres som passagerer, i henhold til denne kontrakt er ansvarlig over for arbejdsgiveren for skader, der skyldes forsinkelse af flyvninger, som den pågældendes ansatte var passagerer på, hvilke skader består i de yderligere udgifter, som arbejdsgiveren har måttet afholde.
Afgørelsen
Efter at have gennemgået de enkelte bestemmelser konkluderede EU-domstolen blandt andet, at Montreal-konventionens artikel 19 under hensyn til dens ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og formålet om at sikre forbrugernes interesser, skal fortolkes således, at den ikke alene finder anvendelse på skader, der er lidt af en passager, men også på skader, der er lidt af en person, som i egenskab af arbejdsgiver har indgået en kontrakt med et luftfartsselskab om international transport, der har til formål at transportere arbejdsgiverens ansatte som passagerer.
Dog tilføjede EU-domstolen, at undersøgelsesmyndigheden i hovedsagen havde nedlagt påstand om erstatning for en skade, der ifølge vedkommende skyldtes en forsinket flyvning, der skulle foretages i henhold til en kontrakt om international transport, der havde til formål at transportere ikke blot en, men to passagerer, der var ansatte hos den pågældende. I en sådan situation kan det ikke udelukkes, at den pågældendes persons erstatningskrav vil være højere end det, som enhver af de omhandlede passager ville kunne gøre krav på, hvis de hver især havde nedlagt et krav om erstatning.
Derfor, anførte EU-domstolen, kan den erstatning for skade med rente, der kan tildeles en person, som den i hovedsagen omhandlede, der kræver erstatning for en skade, der skyldes forsinkelse af international transport af passagerer, under alle omstændigheder ikke overstige det beløb, der fås ved at gange den tærskelværdi, der er fastsat i Montreal-konvention, med antallet af de passagerer, der er transporteret i henhold til den kontrakt, der er indgået mellem den pågældende person og den eller de berørte luftfartsselskaber. Dette henset til kravet om, at ansvaret skal være begrænset til ”hver passager”.
Denied-boarding-forordningen
Det fremgår ikke af sagen, om undersøgelseskommissionens to medarbejdere, der måtte tåle forsinkelsen, selv led tab i den anledning. Formentligt har Air Baltic dog formået at afværge sådanne tab ved at tilbyde disse passagerer måltider og forfriskninger samt hotelophold i Moskva, indtil de kunne flyve videre til slutdestinationen, som krævet i medfør af den såkaldte ”denied-boarding-forordning”.
Således kan passagerer til en flyafgang fra en lufthavn beliggende i EU, som i den pågældende sag, påberåbe sig denied-boarding-forordningen, der er en EU-forordning, under nærmere bestemte betingelser, såfremt de bliver nægtet boarding, deres fly aflyses eller deres flyafgang forsinkes mere end to timer.
Disse regler kan også påberåbes af passagerer til en flyafgang fra en lufthavn beliggende uden for EU, hvis bestemmelseslufthavnen er beliggende i EU og det transporterende luftfartsselskab for den berørte flyvning er et såkaldt EU-luftfartsselskab. Det vil sige, at luftfartsselskabet har en licens, der er udstedt af en EU-medlemsstat.
I forhold til Montreal-konventionen omtales denied-boarding-forordningen i den luftretlige teori som en slags europæisk bonusregulering i tilfælde af afvisning af boarding, aflysning af flyafgange og forsinkede flyafgange, idet Montreal-konventionen tager sigte på at sikre den skadelidte erstatning for sit tab, mens denied-boarding-forordningens kompensations- og assistancesystem er uafhængigt af, om passageren lider et tab, ligesom forordningens kompensations- og assistancesystem aktiveres, inden et egentligt tab hos passageren opstår.
Denied-boarding-forordningens bestemmelser kan dog kun påberåbes af berørte passagerer, idet det det i sagens natur kun er dem, der har behov for den praktiske assistance, som forordningen foreskriver. Denied-boarding-forordningen kan derfor ikke påberåbes af for eksempel en arbejdsgiver, hvis personale bliver forsinket under tjenesterejsen, med tab for arbejdsgiveren til følge. Det kan derimod Montreal-konventionens ansvarsbestemmelser, jf. den ovenfor nævnte afgørelse fra EU-domstolen.
Om Montreal-konventionen
Omkring 123 lande i verden, herunder alle landene i EU, har tiltrådt Montreal-konventionen fra 1999, der indeholder ensartede regler for flyselskabers ansvar for skader på passagerer og deres bagage under internationale flyrejser. Udover domstolene i de enkelte medlemslande har EU-domstolen også kompetence til at afgøre fortolkningsspørgsmål i relation til Montreal-konventionen.
Årsagen hertil er, at konventionen udgør en integreret del af EU’s retsorden. EU-domstolens fortolkning af Montreal-konventionen har derfor betydning i Danmark, idet EU-domstolens rolle er at sikre, at EU-lovgivningen, herunder Montreal-konventionen, fortolkes og anvendes på samme måde i alle EU-landene, og at lande og EU-institutioner overholder reglerne.
EU-domstolen har blandt andet kompetence til at afgøre såkaldte præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer. Opstår der således for en national domstol i et EU-land en tvist om, hvordan en bestemmelse i en EU-retsakt skal forstås, kan den pågældende nationale domstol sende spørgsmålet videre til EU-domstolen med henblik på, at EU-domstolen træffer afgørelse om, hvad der er den korrekte forståelse af den pågældende bestemmelse.
Når EU-domstolen har truffet sin afgørelse, sendes denne til den nationale domstol, der stillede spørgsmålet, der herefter kan færdigbehandle retssagen, hvorunder fortolkningsspørgsmålet opstod.
.jpg)
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Arbejdsgiveren har ret til erstatningen
Fredag 2. juni 2017 kl: 12:05
Af: advokat, ph.d., Lissi Andersen Roost, Andersen Partners Advokatpartnerselskab Afgørelse fra EU-domstolen vedrørende Montreal-konventionen: Arbejdsgiveren har krav på erstatning i anledning af forsinkelse af medarbejderes flyvning i forbindelse med tjenesterejser, hvis billetten er købt af arbejdsgiveren
Den konkrete sag, som behandles i denne artikel, havde Litauens øverste domstol anmodet EU-domstolen om en præjudiciel afgørelse om, hvorledes Montreal-konventionens artikel 19, 22 og 29 skulle forstås.
Årsagen hertil var en retssag mellem Air Baltic Corporation AS (”Air Baltic”), et lettisk luftfartsselskab, hvis aktiemajoritet ejes af den lettiske stat og Litauens særlige undersøgelsesenhed.
Under retssagen krævede den litauiske undersøgelsesenhed erstatning for det tab, som sidstnævnte havde lidt som følge af forsinkelse af fly, der transporterede to af undersøgelsesenhedens medarbejdere.
Undersøgelsesenheden havde købt flybilletter af et rejsebureau med henblik på, at de to ansatte kunne rejse fra Vilnius i Litauen til Baku i Aserbajdsjan via Riga i Letland og Moskva i Rusland i forbindelse med en tjenesterejse. Det var i denne forbindelse planlagt, at de pågældende medarbejdere skulle rejse fra Vilnius kl. 09.55 og ankomme til Baku samme dag kl. 22.40. Det var ligeledes planlagt, at Air Baltic skulle foretage flyvningerne mellem Vilnius, Riga og Moskva.
Flyveturen fra Vilnius til Riga gik som planlagt. Den efterfølgende flyvning fra Riga til Moskva blev derimod forsinket. De to medarbejdere nåede derfor ikke det tredje fly fra Moskva til Baku. Air Baltic ombookede dem derfor til et andet fly, som forlod Moskva og ankom til Baku en dag senere end planlagt.
Eftersom forsinkelsen, der blev på mere end 14 timer inden de pågældende medarbejdere nåede frem til deres endelig bestemmelsessted, indebar en forlængelse af deres tjenesterejse, betalte undersøgelsesenheden dem i henhold til litauisk lovgivning dagpenge og supplerende socialsikringsbidrag for i alt ca. 338 euro. Det var dette beløb, som undersøgelsesenheden krævede erstattet af Air Baltic.
Montreal-konventionens artikel 19 med overskriften »Forsinkelse« foreskriver, at:
”Luftfartsselskabet er ansvarligt for skader, som skyldes forsinket transport af passagerer, bagage eller gods. Luftfartsselskabet er dog ikke ansvarligt for skader, som skyldes forsinkelse, hvis det godtgør, at det selv, dets ansatte og dets agenter har taget alle forholdsregler, som med rimelighed kan forlanges, for at undgå skaden, eller at det ikke har været muligt for dem at gøre det.”
Luftfartsselskabets ansvar for forsinkelse er ifølge Montreal-konventionen nu begrænset til SDR 4.694 for hver passager, hvilket svarer til ca. 42.246 kroner per passager.
Ifølge Montreal-konventionen kan erstatningssager i forbindelse med transport af passagerer, bagage og gods, uanset om de rejses i henhold til konventionen, til en kontrakt, som erstatningsretligt søgsmål eller på anden måde, kun anlægges på grundlag af konventionens betingelser og erstatningsgrænser, uanset hvem der har ret til at anlægge sag og uanset vedkommendes rettigheder. I sådanne sager kan der ikke tilkendes bod eller andre former for økonomisk oprejsning ud over den normale erstatning.
Air Baltic havde under retssagen i Litauen blandt andet gjort gældende, at disse ansvarsregler ikke kunne påberåbes af en juridisk person såsom undersøgelsesenheden, idet erstatningsansvaret i Montreal-konventionens artikel 19 kun gælder i forhold til passagerer og ikke i forhold til personer, der ikke udgør fysiske personer, og som derfor heller ikke kan anses som forbrugere.
Den litauiske undersøgelsesenhed havde heroverfor gjort gældende, at erstatningsansvaret i Montreal-konventionens artikel 19 kan gøres gældende af en juridisk person, der som undersøgelsesenheden dels er part i kontrakten om international transport af passagerer indgået med Air Baltic, dels har lidt skade som følge af Air Baltic’s forsinkelse.
Den litauiske domstol spurgte på den baggrund, om Montreal-konventionens artikel 19, 22 og 29 skal fortolkes således, at et luftfartsselskab, som har indgået en kontrakt om international transport med en arbejdsgiver - såsom arbejdsgiveren i hovedsagen - for personer, der transporteres som passagerer, i henhold til denne kontrakt er ansvarlig over for arbejdsgiveren for skader, der skyldes forsinkelse af flyvninger, som den pågældendes ansatte var passagerer på, hvilke skader består i de yderligere udgifter, som arbejdsgiveren har måttet afholde.
Afgørelsen
Efter at have gennemgået de enkelte bestemmelser konkluderede EU-domstolen blandt andet, at Montreal-konventionens artikel 19 under hensyn til dens ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og formålet om at sikre forbrugernes interesser, skal fortolkes således, at den ikke alene finder anvendelse på skader, der er lidt af en passager, men også på skader, der er lidt af en person, som i egenskab af arbejdsgiver har indgået en kontrakt med et luftfartsselskab om international transport, der har til formål at transportere arbejdsgiverens ansatte som passagerer.
Dog tilføjede EU-domstolen, at undersøgelsesmyndigheden i hovedsagen havde nedlagt påstand om erstatning for en skade, der ifølge vedkommende skyldtes en forsinket flyvning, der skulle foretages i henhold til en kontrakt om international transport, der havde til formål at transportere ikke blot en, men to passagerer, der var ansatte hos den pågældende. I en sådan situation kan det ikke udelukkes, at den pågældendes persons erstatningskrav vil være højere end det, som enhver af de omhandlede passager ville kunne gøre krav på, hvis de hver især havde nedlagt et krav om erstatning.
Derfor, anførte EU-domstolen, kan den erstatning for skade med rente, der kan tildeles en person, som den i hovedsagen omhandlede, der kræver erstatning for en skade, der skyldes forsinkelse af international transport af passagerer, under alle omstændigheder ikke overstige det beløb, der fås ved at gange den tærskelværdi, der er fastsat i Montreal-konvention, med antallet af de passagerer, der er transporteret i henhold til den kontrakt, der er indgået mellem den pågældende person og den eller de berørte luftfartsselskaber. Dette henset til kravet om, at ansvaret skal være begrænset til ”hver passager”.
Denied-boarding-forordningen
Det fremgår ikke af sagen, om undersøgelseskommissionens to medarbejdere, der måtte tåle forsinkelsen, selv led tab i den anledning. Formentligt har Air Baltic dog formået at afværge sådanne tab ved at tilbyde disse passagerer måltider og forfriskninger samt hotelophold i Moskva, indtil de kunne flyve videre til slutdestinationen, som krævet i medfør af den såkaldte ”denied-boarding-forordning”.
Således kan passagerer til en flyafgang fra en lufthavn beliggende i EU, som i den pågældende sag, påberåbe sig denied-boarding-forordningen, der er en EU-forordning, under nærmere bestemte betingelser, såfremt de bliver nægtet boarding, deres fly aflyses eller deres flyafgang forsinkes mere end to timer.
Disse regler kan også påberåbes af passagerer til en flyafgang fra en lufthavn beliggende uden for EU, hvis bestemmelseslufthavnen er beliggende i EU og det transporterende luftfartsselskab for den berørte flyvning er et såkaldt EU-luftfartsselskab. Det vil sige, at luftfartsselskabet har en licens, der er udstedt af en EU-medlemsstat.
I forhold til Montreal-konventionen omtales denied-boarding-forordningen i den luftretlige teori som en slags europæisk bonusregulering i tilfælde af afvisning af boarding, aflysning af flyafgange og forsinkede flyafgange, idet Montreal-konventionen tager sigte på at sikre den skadelidte erstatning for sit tab, mens denied-boarding-forordningens kompensations- og assistancesystem er uafhængigt af, om passageren lider et tab, ligesom forordningens kompensations- og assistancesystem aktiveres, inden et egentligt tab hos passageren opstår.
Denied-boarding-forordningens bestemmelser kan dog kun påberåbes af berørte passagerer, idet det det i sagens natur kun er dem, der har behov for den praktiske assistance, som forordningen foreskriver. Denied-boarding-forordningen kan derfor ikke påberåbes af for eksempel en arbejdsgiver, hvis personale bliver forsinket under tjenesterejsen, med tab for arbejdsgiveren til følge. Det kan derimod Montreal-konventionens ansvarsbestemmelser, jf. den ovenfor nævnte afgørelse fra EU-domstolen.
Om Montreal-konventionen
Omkring 123 lande i verden, herunder alle landene i EU, har tiltrådt Montreal-konventionen fra 1999, der indeholder ensartede regler for flyselskabers ansvar for skader på passagerer og deres bagage under internationale flyrejser. Udover domstolene i de enkelte medlemslande har EU-domstolen også kompetence til at afgøre fortolkningsspørgsmål i relation til Montreal-konventionen.
Årsagen hertil er, at konventionen udgør en integreret del af EU’s retsorden. EU-domstolens fortolkning af Montreal-konventionen har derfor betydning i Danmark, idet EU-domstolens rolle er at sikre, at EU-lovgivningen, herunder Montreal-konventionen, fortolkes og anvendes på samme måde i alle EU-landene, og at lande og EU-institutioner overholder reglerne.
EU-domstolen har blandt andet kompetence til at afgøre såkaldte præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer. Opstår der således for en national domstol i et EU-land en tvist om, hvordan en bestemmelse i en EU-retsakt skal forstås, kan den pågældende nationale domstol sende spørgsmålet videre til EU-domstolen med henblik på, at EU-domstolen træffer afgørelse om, hvad der er den korrekte forståelse af den pågældende bestemmelse.
Når EU-domstolen har truffet sin afgørelse, sendes denne til den nationale domstol, der stillede spørgsmålet, der herefter kan færdigbehandle retssagen, hvorunder fortolkningsspørgsmålet opstod.
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.