Havn på Jyllands skulder havde endnu et rekordårTorsdag 30. marts 2017 kl: 11:57 Af: Redaktionen2016 blev et nyt og godt år for Hanstholm Havn, der er en af Danmarks største fiskerihavne. Flere af havnens nøgletal satte rekord, og regnskabet blev generelt det bedste siden 2006 Bestyrelsen for Hanstholm Havn godkendte på et bestyrelsesmøde i denne uge det foreliggende regnskab for 2016. Regnskabet viser, at bruttofortjenesten steg med 14,55 procent til 25,096 millioner kroner, mens indtjeningen steg fra 5,980 millioner kroner i 2015 til 10,008 millioner kroner i 2016, hvilket svarer til en stigning på 67,36 procent - Bestyrelse og ledelse i Hanstholm Havn er meget tilfredse med den positive udvikling, som havnen har gennemgået i 2016. Vi vækster både på top- og bundlinje og har øget vores egenkapitalforrentning til 9,9 procent, siger bestyrelsesformand Martin Vestergaard. Han glæder sig over det gode resultat, der lægger kimen til en forestående udvidelse og vækst i havnen på skulderen af Jylland. Havnens gode resultat skyldes en lang række forhold. Først og fremmest har Hanstholm Havn styrket sin position som en af Danmarks største fiskerihavne. Det gælder blandt andet på markedet for konsumfisk, hvor det totale antal landinger i 2016 blev på 6.899, hvilket svarer til knap 20 landinger pr. dag alle årets 365 dage. - Hanstholm Havn tiltrækker stadig flere både danske og udenlandske fiskere fra Nordsøen. Det skyldes vores ideelle geografiske placering og gunstige kvoter, men det skyldes også, at vi i 2016 kunne mønstre en prisstigning på ikke mindre end 12 procent på den gennemsnitlige kilopris på konsumfisk sammenlignet med 2015. Prisen steg til 17,894 kroner, og det gav os et samlet værdigrundlag for konsumfisk på 699,8 millioner kroner, siger Martin Vestergaard. Også industrifiskeriet har udviklet sig positivt for Hanstholm Havn i 2016. Mængderne faldt ganske vist fra 177.537 ton i 2015 til 119.887 ton i 2016, da kvoten på tobis kun blev en tiendedel af det forventede. Til gengæld steg de gennemsnitlige indhandlingspriser fra 1,39 kroner pr. kilo i 2015 til 2,09 kroner pr. kilo i 2016. Det er en stigning på godt 50 procent på 12 måneder og giver samlet set et stigende værdigrundlag for havnen trods de faldende mængder. Også rejefangsten satte rekord i 2016. Antallet af landinger steg fra 155 i 2015 til 259 i 2016. Også her er der tale om et stigende antal landinger fra både danske og udenlandske skibe. Øget investeringsniveau 2016 blev også generelt et travlt år på Hanstholm Havn. Det skyldes ikke mindst, at havnen øgede sine investeringsaktiviteter med knap 40 procent til 11,8 millioner kroner. Investeringerne omfattede blandt andet nye stormpullerter og brandmur omkring havnens olietanklager. Flere og større investeringer er også sat i gang i år - blandt andet med opførsel af ny kassehal på havnen, der forventes færdig allerede til sommer. Dertil kommer en optimering af faciliteter for køle/auktionshal. Hanstholm Havn arbejder også med opstilling af tre nye vindmøller på området ved Roshagemolen som erstatning for de nuværende fire møller. Længe ventet havneudvidelse på plads 2016 blev også året, hvor finansieringen af den planlagte havneudvidelse blev sikret. Udvidelsen med en samlet anlægssum på 525 millioner kroner har fuld opbakning fra havnens ejere, som har stillet en kommunegaranti til rådighed for finansiering af udvidelsen. Der er i årets første måneder indgået låneaftaler for 535 millioner kroner med KommuneKredit med en fastrenteaftale til finansiering af havneudvidelsen samt forbedringer af eksisterende havneanlæg. - Der er ingen tvivl om, at alle i og omkring havnen glæder sig til at komme i gang med udvidelsen, som vil skabe massiv vækst i Hanstholm og omegn. Nu har vi lagt både de små og store bump på vejen til havneudvidelsen bag os, og det er en enig ejerkreds, bestyrelse, ledelse og interessentkreds, der nu står bag en af de mest teknisk udfordrende havneudvidelser i Danmark nogensinde, siger bestyrelsesforman Martin Vestergaard. Rambøll er valgt som bygherrerådgiver, og udbudsprocessen, der netop er sat i gang, forventes tilendebragt i tredje kvartal i år. Selve byggeperioden forventes at strække sig over tre år med start i foråret næste år og med en forventning om, at arbejdet er færdigt i 2020. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |