Christian Rindbøl er pludselig stoppet i Reconor-gruppen

Fredag 10. juni 2016 kl: 20:17
Af: Redaktionen

Reconor-gruppen, der består af selskaber i den tidligere Michael Henriksen-koncern - blandt andet City Container A/S og Norrecco A/S - har med kort varsel skiftet direktør. På vegne af ejerkredsen, den engelske kapitalfond Agilitas, meddelte Reconors bestyrelsesformand Jørgen Lindegaard i forgårs medarbejderne, at Christian Rindbøl var stoppet og erstattet med Carsten Fich som ny administrerende direktør

- Jeg er klar over, at meddelelsen om Christians stop i virksomheden kan forekomme pludselig. Men jeg tror på, at det er bedst for alle parter, at overgangen til en ny ledelse sker, når beslutningen er truffet. Vi står over for at skulle udvikle vores virksomheder på en ny og spændende måde. Til at lede den opgave har bestyrelsen valgt Carsten Fich til posten som ny administrerende direktør for Reconor-gruppen, lyder det i en intern meddelelse til medarbejderne.

- Bestyrelsen for Reconor har aftalt med Christian Rindbøl, at han med sit indgående kendskab til virksomheden overgår til en rolle som strategisk rådgiver for ejerkredsen, oplyser Jørgen Lindegaard til medarbejderne.


Den nye direktør Carsten Fich er 56 år, bor i Roskilde og har de seneste 10 år stået i spidsen for NORD, det tidligere Kommunekemi med hovedsæde i Nyborg. Før det var han administrerende direktør i et almennyttigt boligselskab, og i 10 år arbejdede han i Ørestadsselskabet med både Ørestad og Metroen, som han var driftsdirektør for, da Metroen blev sat i drift.


Agilitas købte store dele af MH-Gruppen i 2015 efter Michael Henriksens pludselige død ved et helikopterstyrt i sensommeren 2014. Agilitas støttede et ledelses-buy-out anført af Christian Rindbøl og andre ledende medarbejdere, og Christian Rindbøl var således medejer af den virksomhed, som han nu har forladt.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.