Dansk Bus Renovering er gået konkurs

Torsdag 21. april 2016 kl: 10:59
Af: Redaktionen

Dansk Bus Renovering i Tørring i Mídtjylland med godt 30 ansatte har for nylig indgivet konkursbegæring og har sendt de ansatte hjem.

Dansk Bus Renovering var specialist i ombygning og reparation af busser. Virksomheden havde ved konkursen masser af ordrer, men måtte kaste håndklædet i ringen på grund af problemer med likviditeten. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

- Vi havde en stor kunde, som gik konkurs for nogle måneder siden, og som skyldte os to millioner kroner. Det skabte en domino-effekt i virksomheden, fortæller den ene af ejerne, Bent Jensen til Vejle Amts Folkeblad.

Dansk Bus Renovering havde mange penge ude hos kunderne, og samtidig kom en række kreditorer og krævede betaling.

Derfor så ejerne Bent Jensen og Per Brink ikke anden udvej end at lade alle fem selskaber på adressen på Torvegade begære konkurs. Der er tale om Dansk Bus Renovering ApS, Dansk Bus Renovering København ApS, DBR Reservedele ApS, Dansk Bus Renovering Århus ApS og TBD ApS.

- Vi må erkende, at vi ikke har været gode nok til at få vores penge hjem fra kunderne. Vi har været for flinke og har haft for mange udeståender, og det er vores egen skyld, konkluderer Bent Jensen over for Vejle Amts Folkeblad.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.