Transport- og logistikkoncern skifter direktør

Mandag 1. februar 2016 kl: 10:10
Af: Redaktionen

Jesper Nielsen er fra mandag Group CEO for Scan Global Logistics. Direktørskiftet, der blev planlagt sidste år, skal styrke ledelsen hos Scan Global Logistics. Når Jesper Nielsen overtager posten som gruppens nye administrerende direktør, overtager den afgående direktør Henrik von Sydow, formandsposten i bestyrelsen efter Esben Bay Jørgensen

Transport- og logistikkoncern skifter direktør
Jesper Nielsen
- Jeg er både glad og stolt over, at vi har kunnet tiltrække Jesper Nielsen til posten. Jesper har en international karriere bag sig og bidrager ikke mindst med en bred erfaring både inden for branchen og for ledelse, men han har også en betydelig indsigt i kunde- og partnerforhold. Jeg er overbevist om, at Scan Global Logistics vil fortsætte den succesfulde udvikling under Jespers ledelse, siger Henrik von Sydow, der fremover er bestyrelsesformand for Scan Global Logistics A/S.


Jesper Nielsen, der er 43 år, har i de seneste ti år varetaget flere lederstillinger hos DHL Global Forwarding, senest som administrerende direktør for Norden og Baltikum med ansvar for en omsætning på over 800 millioner euro og 800 medarbejdere. Før DHL, bestred Jesper Nielsen flere ledende stillinger i USA, Europa samt Kina.


- Jeg glæder mig meget til at overtage rollen som Group CEO for Scan Global Logistics. Under Henrik von Sydows ledelse har virksomheden undergået en markant positiv transformation, og jeg vil tilstræbe at fortsætte denne bæredygtige vækst. Vi vil cementere vores position som et troværdigt og agilt alternativ til de store multinationale speditører. Min erfaring og baggrund passer ind med vores indsats for en fortsat styrkelse af vores løfter om øget værdiskabelse til gavn for vores kunder, siger den nye Group CEO for Scan Global Logistics, Jesper Nielsen.


Henrik von Sydow overtager posten som bestyrelsesformand fra Esben Bay Jørgensen, der er medstifter og partner i investeringsselskabet BWB Partners, som ejer aktiemajoriteten i SGL. Esben Bay Jørgensen vil fortsætte som næstformand i bestyrelsen.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.