Dokumentation: Vi bringer den nye cabotagevejledning

Fredag 19. juli 2013 kl: 08:00
Af: Redaktionen

Trafikstyrelsen har offentliggjort en revideret cabotage-vejledning, som træder i kraft 1. september. Cabotagevejledningen kan ses nedenfor


Cabotagevejledning gældende fra den 1. september 2013 - Kilde: Trafikstyrelsen


En vejledning om cabotagereglerne i Europaparlamentets og Rådets forordning nr. 1072/2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel 


1. Hvad er cabotagekørsel 
Cabotagekørsel er defineret som national transport for fremmed regning, der udføres i en begrænset periode i en værtsmedlemsstat i overensstemmelse med forordningen. Cabotagekørsel kan kun udføres i tilknytning til en international transport. 

Den internationale transport, der går forud for cabotagekørslen, skal have en sådan karakter, at den ikke primært har til formål at give mulighed for at anvende cabotagereglerne. 


2. Hvem gælder cabotagereglerne for 
Cabotagereglerne er gældende for det specifikke køretøj, eller hvis der er tale om et sammenkoblet vogntog, motorkøretøjet heri. 

Transportvirksomheder fra følgende EU- og EØS-lande har ret til at udføre cabotagekørsel i Danmark: Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn samt Østrig. 

Transportvirksomheder fra Kroatien er omfattet af forbud mod cabotagekørsel indtil udgangen af juni 2015. 


3. Hvad betragtes som en cabotagekørsel 
En cabotagekørsel defineres som en national transport af en forsendelse fra læsning af godset til losning hos den modtager, som står anført i fragtbrevet. En cabotagekørsel kan bestå enten af flere læssesteder eller af flere lossesteder.
 
Der gælder ingen restriktioner for adgang til cabotagekørsel for virksomheder, der udfører kørsel med egne varer (firmakørsel). 

Transportvirksomheder, der i etableringsmedlemsstaten har ret til at udføre godskørsel for fremmed regning med varebiler, dvs. motorkøretøjer, hvis tilladte totalvægt inklusive påhængskøretøjer ikke overstiger 3,5 tons, kan udføre cabotagekørsel på samme betingelser, som er gældende for lastbiler.


4. Reglerne for cabotagekørsel 
Cabotagekørsel kan kun udføres i tilslutning til en internationale transport. 
 I tilslutning til en indgående international transport må der udføres op til 3 cabotagekørsler inden for 7 dage efter, at alt gods, der blev transporteret ved den indgående internationale transport, er leveret. 

 De 7 dage forstås som kalenderdage. Starttidspunktet beregnes fra kl. 00.00 dagen efter, at den sidste losning af godset, der blev transporteret ved den indgående internationale transport, er foretaget. Hvis losningen er sket kl. 12.00 den 3., starter de 7 døgn således fra kl. 00.00 natten mellem den 3. og den 4. 

Den sidste losning i forbindelse med den sidste cabotagekørsel skal være afsluttet senest kl. 24.00 på den 7. dag. 

 Den indgående internationale transport og cabotagekørslerne skal foretages med det samme køretøj, eller hvis der er tale om et sammenkoblet vogntog, motorkøretøjet heri. 

 Såfremt der køres ind i Danmark uden last i tilslutning til en international transport, der er afsluttet i en anden medlemsstat, må der med køretøjet udføres 1 cabotagekørsel inden for 3 dage efter indrejsen i Danmark. Denne cabotagekørsel skal ligeledes være afsluttet senest på 7. dagen efter, at det gods, der blev transporteret af det pågældende køretøj ved den internationale transport, er leveret. Dette gælder, uanset i hvilket land den internationale transport er afsluttet. 

 De 3 dage forstås som kalenderdage. Starttidspunktet beregnes fra kl. 00.00 dagen efter, at køretøjet er kørt ind i Danmark uden last. Den sidste losning i forbindelse med denne ene cabotagekørsel skal være afsluttet senest kl. 24.00 på den 3. dag. 

Der er ikke krav om, at køretøjet skal returnere til hjemlandet, inden en ny international transport med 3 efterfølgende cabotagekørsler kan påbegyndes. 


5. Særlige krav til den internationale transport 
Den internationale transport, der er forudsætningen for, at der må udføres cabotagekørsel, skal bestå af transport af varer til forbrug, salg eller forarbejdning. Tomme containere og returemballage (paller, blomsterbure eller lignende) anses ikke for varer til forbrug, salg eller forarbejdning, jf. § 16 b, stk. 1, i bekendtgørelsen om godskørsel. 

En international transport, hvor der køres ind i Danmark med en tom sættevogn, en tom container eller returemballage, giver derfor ikke adgang til at udføre cabotagekørsel i Danmark.


6. Særlige krav til cabotagekørslen i Danmark
Udenlandske transportvirksomheders transport af tomme containere, tomme sættevogne og returemballage (paller, blomsterbure eller lignende) i Danmark anses for transport af varer og tæller således som en cabotagetur jf. § 16 b, stk. 2, i bekendtgørelsen om godkørsel.1


7. Dokumentationskrav
I køretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 3,5 tons, skal medbringes en bekræftet kopi af virksomhedens fællesskabstilladelse. 

Derudover skal der foreligge dokumentation for den internationale transport, uanset hvilken medlemsstat denne er afsluttet i, samt dokumentation for hver efterfølgende cabotagekørsel, der er udført i Danmark. Kravet om dokumentation gælder også ved kørsel med tomme sættevogne, tomme containere og returemballage i Danmark.

Dokumentationen skal foreligge ved standsningen af køretøjet og forevises for kontrolmyndighederne på forlangende, jf. § 16 a i bekendtgørelsen om godskørsel.1

Dokumentationen skal ikke nødvendigvis fremgå af ét dokument, men skal omfatte følgende oplysninger om hver transport: 

a) afsenderens navn, adresse og underskrift. 
b) transportvirksomhedens navn, adresse og underskrift.2
c) modtagerens navn og adresse samt - efter varerne er leveret - modtagerens underskrift og datoen for leveringen. 
d) sted og dato for overtagelsen af varerne samt det sted, hvor varerne skal leveres. 
e) den almindelige benyttede betegnelse for varerne og emballeringsmetoden samt, hvis der er tale om farligt gods, en alment anerkendt beskrivelse af varerne samt antallet af pakker og særlig mærkning og særlige numre på pakkerne.
f) varernes bruttovægt eller mængden af varer udtrykt på anden vis. 
g) motorkøretøjets og påhængsvognens nummerplade. 


Dokumentationen kan være et CMR-fragtbrev eller et andet fragtdokument, for så vidt det indeholder de påkrævede oplysninger. Dokumentationen kan også være i elektronisk form. 

Der må ikke kræves yderligere dokumentation for så vidt angår den internationale transport og de udførte cabotagekørsler. 
Dette betyder dog ikke, at der ikke kan bruges anden dokumentation, som kræves ifølge transportlovgivningen, til at fastslå, om cabotagekørslen er blevet udført efter reglerne. Dette kan eksempelvis være data fra kontrolapparater, der bruges i forbindelse med køre- og hvile-tidsbestemmelserne, eller vejafgiftbenyttelsesdata for betalt vejafgift. 


8. Sanktioner i tilfælde af overtrædelse af cabotagereglerne
Overtrædelse af reglerne om cabotagekørsel er strafbar i medfør af § 17, stk. 1, nr. 3, i lov om godskørsel. 

Overtrædelsen kan f.eks. bestå i, at der ikke foreligger den krævede dokumentation for den internationale transport eller for en cabotagekørsel, at der udføres mere end tre cabotagekørsler inden for 7 dages perioden, eller at en cabotagekørsel udføres efter 7 dages perioden. 

Udgangspunktet er en bøde på 10.000 kr. Ved skærpende omstændigheder f.eks. ulovlig kørsel gennem længere tid er bøden på 25.000 kr. 

Politiet kan tilbageholde motorkøretøjet, hvis det er nødvendigt for at sikre krav på betalingen af bøde og sagsomkostninger eller for at sikre konfiskation, herunder værdikonfiskation, dog kun indtil de nævnte beløb er betalt, eller der er stillet sikkerhed herfor.

En speditør vil efter omstændighederne kunne straffes for medvirken til en udenlandsk transportvirksomheds ulovlige cabotagekørsel efter de almindelige regler om medvirken i straffelovens § 23.


9. Yderligere oplysninger 
I tilfælde af behov for yderligere afklaring kontakt: 


Trafikstyrelsen 
Edvard Thomsens Vej 14
2300 København S 
Telefon 7221 8800 
E-mail: info (a) trafikstyrelsen.dk







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.