Fredagsprofilen: Tonny Dalhøj Paulsen

Fredag 24. oktober 2008 kl: 14:16
Af: Mikael Hansen

Fredagsprofilen: Tonny Dalhøj Paulsen

- Shipping har et internationalt præg og bør derfor reguleres internationalt, siger den nyvalgte præsident for skibsmæglernes internationale organisation FONESBA

Tonny Dalhøj Paulsen er en person, man ikke kommer udenom i en danske shipping-branche, og sådan er det altså også internationalt, for han er netop blevet valgt til præsident for skibsmæglernes internationale interesseorganisation FONASBA - Federation Of National Associations of Ship Brokers and Agents. Valget gælder de næste to år.

Tillykke med valget. Hvad er din rolle som præsident?
Tonny Dalhøj Paulsen: - Først skal jeg lige sige, at præsidentposten går på omgang mellem de forskellige verdensdele, og nu er det Europas tur, og jeg overtager posten efter en brasilianer. Jeg skal arbejde for at forbedre de generelle vilkår for agenter og mæglere i skibsfarten, og det skal jeg gøre i samarbejde med sekretariatet i London og med de vicepræsidenter, der er valgt for hver verdensdel. De sager, der kan klares regionalt, behøver jeg ikke at blande mig i. Der findes også et særligt kontor i Bruxelles, som beskæftiger sig med EU-reguleringen - ECASBA.

Hvad er dine mærkesager?
Tonny Dalhøj Paulsen: - FONASBA er en paraplyorganisation, som arbejder for at fremme interesserne for agenter og mæglere på verdensplan. Vi arbejder mest med rammebetingelserne, så det er muligt at arbejde som agent eller mægler i alle lande på nogenlunde samme betingelser. Her kan Danmark og de øvrige skandinaviske lande tjene som forbillede på en lang række områder.

Hvilke forhold er særlig gode i Danmark?
Tonny Dalhøj Paulsen: - Vi har en forholdsvis ubureaukratisk måde et regulere erhvervene på - i hvert fald sammenlignet med mange andre lande. Her kan man ringe til ministeren eller til ministeriet, hvis man har et problem, og man kan forvente at få en fair behandling. I mange andre lande er reglerne langt mere uklare, og det kan være næsten umuligt at få kontakt med "systemet". Men vi plukker det bedste fra alle lande. Storbritannien er f.eks. langt fremme med uddannelse af mæglere, og det har vi hentet inspiration fra i Danmark, hvor vi har oprettet et lignende e-læringsprogram.

Har I andre prioriterede emner?
Tonny Dalhøj Paulsen: - Vi arbejder også med at udbrede fælles kvalitetsstandarder, for det er jo et globalt marked, vi har med at gøre, og målet er naturligvis, at alle mæglere og rederier følger samme kvalitetsstandard. Det vil gøre tingene både nemmere og billigere, men der er vi oppe mod bureaukratier og meget forskellige traditioner i de forskellige lande.
Jeg kan også nævne det kommende amerikanske krav om, at alle containere og deres indhold skal scannes. Her har FONESBA påpeget en række praktiske og økonomiske problemer ved forslaget, som det i øvrigt er ganske svært at finde tekniske løsninger på.

Er der særlige emner I tager op i forhold til EU?
Tonny Dalhøj Paulsen: - Vi har været meget dybt i havnedirektivet i de senere år. Det næste store emne bliver den toldkonvention, som ventes at træde i kraft i 2012. Vores mål er her, at når godset rammer en havn i et EU-land, skal toldbehandlingen kunne afsluttes med det samme gældende for alle EU's medlemslande. Men det er en meget krævende opgave. Tænk bare på den IT-kapacitet, der skal til at klare registreringen af godsimporten til Europa fra Kina.
Vi arbejder også med projekter indenfor EU-støtteordninger som Marco Polo og "Motorways of the Sea".



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.