Trafikforsker: Vi er selv skyld i bilkøerTorsdag 13. september 2007 kl: 07:54 Af: RedaktionenAnnette Jerup Jørgensen foreslår, at vi dropper flettereglerne Forestil dig, at du holder i en kø i venstre vognbane. Højre vognbane snævrer ind mange hundrede meter længere fremme, men er helt fri for biler. Benytter du de muligheder flettereglerne giver for at køre forbi en god del af køen og blinke ind igen længere fremme ved indsnævringen? Nej vel. Det ville være for frækt. Og ve den, der gør det. Han får ikke den mindste chance for at møve sig ind igen. Så vi bliver pænt bag i køen. Sådan svarer langt de fleste i en interviewundersøgelse, som trafikforsker ved Aalborg Universitet, Anette Jerup Jørgensen, har foretaget og som danner grundlag for bogen Trafikkultur. Bilister mangler køkultur - Når vi på den måde sætter vores moralske begreber om køkultur og først-til-mølle-princippet højere, end de muligheder færdselsloven giver os, udnytter vi ikke vognbanerne fuldt ud og er dermed selv med til at skabe alenlange køer, forklarer Anette Jerup Jørgensen til JydskeVestkysen. Drop fletteregler Hun mener derfor, at man helt bør droppe flettereglerne og overveje andre måder at regulere trafikken på. En ændring af flettereglerne ligger dog ikke øverst på bordet hos Rådet for Større Færdselssikkerhed. Færre ulykker i sneglefart - Vores udgangspunkt er at mindske risikoen for ulykker. Og det kan da godt være vældigt irriterende med lange køer, men i og med at farten er lav, er det ikke der, hvor de alvorlige ulykker sker, siger dokumentationschef Jesper Sølund. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |