Onsdag 27. juli 2016 kl: 14:06

Den eneste måde at bryde denne ansvarsbegrænsning på og dermed få sit fulde tab erstattet, er ved at den skadelidte vareejer eller dennes vareforsikring kan bevise, at tyveriet skyldtes landevejstransportørens grove uagtsomhed eller forsæt. 


Praksis vedrørende grov uagtsomhed og tyveri
I forbindelse med alle disse sager kan det på baggrund af de afsagte domme konstateres, at domstolene ved vurderingen af, om landevejstransportøren havde handlet groft uagtsomt lagde afgørende vægt på, hvad parterne konkret havde aftalt om transportens udførelse. 

Hvis den skadelidte vareejers fokus primært har været på, at transporten skulle være billig, uden at vareejeren har givet særlige instruktioner om, hvordan godset skulle håndteres, vil vareejeren som udgangspunkt have bestilt en såkaldt almindelig stykgodstransport. Det indebærer i praksis hovedsageligt transport af godset i presenningtrailere. I sådanne tilfælde må landevejstransportøren således også behandle godset som almindeligt stykgods, med mindre han ved, at godset er særligt tyveritækkeligt eller det skyldes hans grove uagtsomhed, at han ikke kender til godsets tyveritækkelighed. I begge situationer vil landevejstransportøren være forpligtet til foretage de særlige foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge tyveri af godset.

I den forbindelse har domstolene dog slået fast, at landevejstransportøren ikke har nogen selvstændig pligt til at undersøge, hvad det er for noget gods, der reelt transporteres, og at den omstændighed at godsets type er oplyst i dokumenter, der følger med godset under transporten, så som pakkelister, tolddokumenter eller andet, ikke i sig selv indebærer en pligt for landevejstransportøren til at tage særlige forholdsregler for at sikre godet, når vareejeren ikke har givet information til landevejstransportøren om godsets art eller krævet, at landevejstransportøren tager særlige forholdsregler i forhold til transporten af godset.

Udføres transporten i disse tilfælde som almindelig stykgodstransport har vareejeren fået lige præcis den ydelse, som parterne har aftalt og som vareejeren har købt, og landevejstransportøren vil herved som udgangspunkt ikke have handlet groft uagtsomt.

I disse sager har det således ikke så meget været tvivl, om landevejstransportøren var ansvarlig for tyveriet, men mere om han kunne begrænse sit ansvar.

Det normale udgangspunkt i medfør af CMR-loven er nemlig, at landevejstransportøren er ansvarlig i tilfælde af tyveri, fordi det ville indebære en for stor fristelse for misbrug af landevejstransportørens rådighed over godset, hvis landevejstransportøren sædvanligvis kunne regne med at undgå ansvar for, at godset blev stjålet, mens det var i hans varetægt. 

Skal landevejsfragtføreren derfor undgå at blive ansvarlig for tyveri af godset, skal han kunne bevise, at tyveriet ikke kunne have været undgået. Dette indebærer blandt andet, at landevejstransportøren skal bevise, at tyveriet skete på trods af, at han tog alle rimelige forholdsregler med henblik på at undgå tyveriet. At føre et sådant bevis er dog kun meget sjældent muligt.


Ny dom
I den nyligt afsagte dom forsøgte den indstævnte landevejstransportør imidlertid at blive fri for ansvar for tyveri ved at anvende den netop beskrevne argumentation om, at den skadelidte vareejere alene havde haft fokus på, at transporten skulle være billig og til gengæld havde accepteret tyveririsikoen forbundet med transport af godset i presenningtrailere, hvorfor vareejeren selv var ansvarlig for eller i det mindste medansvarlig for tyveriet. 

Den pågældende landevejstransportør var specialist i tobakstransporter og havde i en lang årrække udført transporter af vareejerens gods bestående af tobaksvarer fra Danmark til Norge og Sverige. Alle disse transporter blev udført i boxtrailere. Det vil sige trailere med faste sider og bagende, og landevejstransportøren havde aldrig været udsat for tyveri af godset. Prisen per transport til Sverige i boxtrailere udgjorde ifølge det oplyste i sagen ca. 14.000-16.000 kroner.

I januar 2013 indledte vareejeren en udbudsrunde i relation til sit transportbehov. I udbudsmaterialet var godset beskrevet som primært pibetobak og finskåren tobak til hjemmerulning, ligesom det i et skema over vareejerens transportbehov var oplyst, at der i forhold til én af transporterne til Oslo blev stillet krav om, at der blev anvendt boxtrailer. Der var ikke et tilsvarende krav til de øvrige transporter til Oslo eller til destinationerne i Sverige. Vareejeren havde i materialet endvidere anført, at det i overensstemmelse med kravene fra deres vareforsikring var en betingelse for udførelse af transportopgaven, at transportøren ikke måtte gøre ophold på offentlig vej udover hvad der var normalt, og at en trailer læsset før transportens start skulle opbevares aflåst. 

Landevejstransportøren afgav herefter tilbud på transporterne, således at der for alle andre end den enkelte transport til Oslo, hvor godset skulle transporteres i boxtrailere, blev oplyst priser for transport med presenningtrailere. 

Vareejeren accepterede landevejstransportørens tilbud. Det første tyveri skete herefter i august 2014, mens det andet skete allerede måneden efter i september 2014, hvilket tyveri gav anledning til retssagen. 

Godset bestod i forhold til denne transport af 200 kartonner røgtobak fordelt på 9 paller, der efter afhentning hos vareejeren 11. september 2014 skulle transporteres til Tidaholm i Sverige. Godsets handelsværdi var ifølge det oplyste 52.400 USD. Om natten mellem 11. og 12. september 2014, blev presenningen på lastbilens trailer skåret op, mens lastbilen holdt på en rasteplads i Sverige, og der blev stjålet 85 kartonner tobak. 

Vareejeren blev efterfølgende pålagt at betale punktskat af det stjålne gods i Sverige, idet skatten skulle betales i det land, hvor den stjålne tobak var kommet i omløb. Skatten blev opgjort til 1.472.000 svenske kroner. 

Landevejstransportøren blev herefter stævnet med påstand om betaling af 1.322.846 danske kroner, hvilket beløb vareejerens vareforsikring havde udbetalt til vareejeren i anledning af tyveriet, og som dækkede såvel godsets værdi som punktskatten på 1.192.250 danske kroner betalt til det svenske skattevæsen. Da afgiftsbeløbet kunne kræves erstattet fuldt ud i medfør af CMR-lovens § 29, stk. 3, behøvede vareforsikringen ikke at påberåbe sig grov uagtsomhed, idet dette tab ville kunne kræves dækket inden for CMR-lovens begrænsningsregler, hvis landevejstransportøren blev fundet ansvarlig for tyveriet. 

Under vidneforklaringerne kom det blandt andet frem, at den medarbejder hos landevejstransportøren, der varetog tobakstransporterne for vareejeren og derfor også havde været involveret i de tidligere transporter med boxtrailere, ikke havde været involveret i tilbudsafgivelsen. Han havde dog store betænkeligheder i forhold til sikkerheden ved at sende godset i presenningtrailere, men havde forstået på vareejeren, at denne ville have de billigere transporter i presenningtrailere. 

Landevejstransportøren kunne dog ikke under sagen bevise, at disse betænkeligheder var blevet kommunikeret til vareejeren. 

En anden af landevejstransportørens medarbejdere, der var involveret ved afgivelse af pristilbuddene forklarede, at han ikke havde været bekymret for at udføre transporten af tobak til Sverige med presenningtrailere. Vareejerens medarbejdere, der var involveret i udbuddet og transporterne oplyste, at de var bekendte med, at transport i presenningtrailere var billigere end transport i boxtrailere, men at landevejstransportøren ikke havde stillet krav om, at godset skulle køres i boxtrailer.

Ifølge det oplyste havde vareejeren betalt 5.400 danske kroner i fragt for den omtvistede transport med presenningtrailer.


Sø- og Handelsrettens begrundelse
Sø- og Handelsretten anførte ved sin afgørelse af, om landevejstransportøren var ansvarlig for tyveriet, at landevejstransportøren i 2013 valgte at afgive tilbud på tobakstransporter til Sverige ved brug af presenningtrailer, og at den medarbejder, der var involveret i afgivelse af tilbuddet ikke havde været bekymret for at foretage transporten af tobak til Sverige i presenningtrailere, og at tilbuddet da også blev afgivet uden nogen form for forbehold fra landevejstransportørens side. 

Sø- og Handelsretten anførte videre, at landevejstransportøren ikke havde bevist, at man forud for tyveriet i september 2014 havde frarådet vareejeren at lade tobakken transportere i presenningtrailer, men selv om dette skulle være tilfældet, kunne det ikke føre til ansvarsfritagelse efter CMR-loven, da landevejstransportøren kunne have sagt fra, hvis man anså transporten med presenningtrailer for uforsvarlig. 

Sø- og Handelsretten accepterede derfor ikke, at argumentationen om, at vareejeren havde fået den type transport, som denne havde bestilt og betalt for kunne medføre, at landevejstransportøren blev fri for ansvar for det skete tyveri, når landevejstransportøren reelt havde fundet det uforsvarligt, at udføre transporterne med presenningtrailere, uden dog at gøre vareejeren opmærksom herpå eller nægte at udføre transporterne med presenningtrailer. Landevejstransportøren blev derfor dømt til at erstatte vareforsikringen det påstævnte beløb.


Bemærkninger til dommen
Hvis en vareejere betinger sig prisbillig transport i presenningtrailer i relation til gods, som landevejstransportøren finder uforsvarligt at transportere i presenningtrailer, så er det efter dommen tvivlsomt, om det vil være tilstrækkeligt for, at landevejstransportøren kan opnå ansvarsfrihed for tyveri ved opskæring af presenningtraileren, at landevejstransportøren udtrykkeligt har advaret vareejeren imod transport af godset i denne trailertype forud for tyveriet. 

En sådan advarsel vil muligvis kun indebære, at vareejeren bliver anset for at være medansvarlig for tyveriet. 

Skal landevejstransportøren derimod være sikker på at undgå ansvar i sådanne tilfælde, hvor landevejstransportøren finder at transporten er uforsvarlig, synes Sø- og Handelsretten således at lægge op til, at landevejstransportøren helt skal afvise at udføre transporten.