Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Færge- og fiskerihavn i nordvestvendsyssel bliver knudepunkt for lagring og udskibning af CO2

Fredag 2. december 2022 kl: 11:38
Af: Redaktionen

Syv virksomheder har underskrevet en aftale om transport og lagring af biogen CO2 i Nordjylland. Partnerne vil i første omgang transportere opfanget CO2 fra lokale biogasanlæg til Hirtshals Havn, hvorfra det skal udskibes til lagring i tomme oliefelter i Nordsøen. Samarbejdet indebærer desuden undersøgelse af mulighederne for etablering af Europas største CO2-hub på havnen i Hirtshals

Lagring af CO2 er en væsentlig del af løsningen på klimaudfordringerne, og nu tager Ineos Energy, Wintershall DEA, Hirtshals Havn, Biocarb Solution, Evida, Blue Water Shipping og Greenport North et fælles skridt mod realiseringen af et projekt. Partnerne har indgået en aftale om at undersøge muligheden for at etablere transport af CO2 fra biogasanlæg i Nordjylland, midlertidige lagringsfaciliteter på Hirtshals Havn og udskibning til Nordsøen, hvor CO2en pumpes ned i undergrunden. Projektet under navnet Greenport Scandinavia involverer dermed hele værdikæden for Carbon Capture and Storage (CCS).


Første danske lagringsprojekt med negative emissioner
Projektet er det første af sin art i Danmark. Og da der er tale om biogen CO2, vil man opnå negative emissioner, som kan udgøre et væsentligt bidrag til at nå de danske klimamål om 70 procent reduktion af drivhusgasudledninger i 2030.


- Biogas har et stort potentiale i forhold til at fortrænge fossile brændsler, og med lagring af den biogene CO2 kan vi endda opnå negative emissioner. Da det blandt andet er gylle fra husdyrhold, der indgår i produktionen, kan vi ved at kombinere biogasproduktionen med lagring af CO2 samtidig undgå en del udledninger fra landbruget, siger direktør Carsten Joest Nielsen fra Biocarb Solution.


I første omgang er målsætningen at fange op til 100.000 ton biogen CO2 årligt fra nordjyske biogasanlæg fra 2024/25. CO2-en transporteres til Hirtshals Havn og med skib til Siri-området i den danske del af Nordsøen, hvor den lagres i tomme oliefelter gennem Greensand-projektet.


Hirtshals Havn som omdrejningspunkt for mellemlagring og udskibning
På sigt er det ambitionen at øge mængden af CO2, der transporteres og lagres, betydeligt over tid og etablere Europas største hub for CO2-lagring og udskibning til felter i Nordsøen med udgangspunkt i Hirtshals Havn. Havnen er ideelt placeret i forhold til lagringsfelter i Nordsøen og modtagelse af CO2 og vil dermed blive et stort, grønt knudepunkt for mellemlagring og udskibning af CO2 for både danske og udenlandske CO2-udledere. Der er således et stort potentiale for vækst og udnyttelse af stordriftsfordele.


Direktør Per Holm Nørgaard, Hirtshals Havn, peger på, at havnens udvidelsesplaner gør det oplagt at lagre og udskibe CO2 fra Hirtshals.


- Vi arbejder allerede målrettet med planer om udvidelse af Hirtshals Havn, og i den forbindelse passer lagring og udskibning af CO2 til Nordsøen perfekt ind i vores strategi. På sigt kan etableringen af en CO2-hub i Hirtshals bidrage til løsning af klimaudfordringerne, og vi ser et stort potentiale i det samarbejde, vi har indgået med de øvrige partnere, siger direktør Per Holm Nørgaard fra Hirtshals Havn.


Partnerne bag aftalen vil undersøge muligheden for at etablere den nødvendige infrastruktur i form af eksempelvis rørledninger til transport af CO2 fra Danmark og andre dele af Europa til Hirtshals.


Mads Weng Gade, der er landechef i Ineos Energy Danmark, ser et stort potentiale i samarbejdet mellem de syv virksomheder.


- Vi er i Ineos meget langt med vores CO2-lagringsprojekt Greensand, hvor vi umiddelbart efter årsskiftet vil komme den første CO2 i den danske undergrund som led i vores pilot demonstrationsprojekt. Det er derfor helt naturligt, at vi nu kigger på, hvordan vi kan skabe en værdikæde for fangst, transport og lagring af CO2 i Danmark, siger Mads Weng Gade og fortsætter:


- Lagring af biogen CO2 fra biogasanlæg har et meget stort klimapotentiale, da man derved opnår negative emissioner. Med den indgåede aftale vil vi nu sammen med de øvrige partnere kigge på muligheden for at etablere hele værdikæden og få fanget, transporteret og lagret den første biogene CO2 i Danmark.


Direktør Carsten Joest Nielsen fra Biocarb Solution fremhæver, at projektet og etablering af en CO2-hub vil kunne få stor betydning for den grønne omstilling. 


- Produktionen fra biogas giver allerede i dag beskæftigelse og vækst til Nordjylland - hvis vi kommer i mål med projektet, sætter vi i den grad fokus på Nordjylland som fyrtårn for grøn vækst, siger han.


Greenport North' administrerende direktør, Steen Hintze, peger på, at der er et enormt potentiale, både klima- og erhvervsmæssigt, for hele Nordjylland i den aftale, som netop er underskrevet. 


- Lagring af CO2 er en væsentlig del af løsningen på klimaudfordringerne og der vil kunne skabes nye virksomheder og jobs, ikke kun i Hirtshals Havn, men i hele Nordjylland, siger han.


Hos en af de andre partnere, Evida, siger Peter Kristensen, der er selskabets strategi- og udviklingsdirektør, at omkostningseffektiv transport af CO2 kan understøtte udviklingen af en CO2-hub i stor skala i Nordjylland, som både bidrager til at opfylde klimamål og støtter erhvervsudviklingen i området. 


- Evida ser udvikling og etablering af rørført CO2-infrastruktur som håndtaget, som kan åbne døren for netop dette. Vi ser derfor også meget frem til samarbejdet i dette ambitiøse projekt, som vil skabe værdifuld viden og erfaring for alle parter, og som vil sætte skub i udvikling af en nordjysk styrkeposition, siger han.


Klaus Langemann, Senior Vice President Carbon Management and Hydrogen i Wintershall Dea, fremfører, at Greenport Scandinavia passer til virksomhedens strategi om at indgå i væsentlige internationale partnerskaber omkring CCS-projekter. 


- Greenport Scandinavia kan vi bidrage med vores erfaring med hele værdikæden med henblik på at skabe en forretningsmodel for CCS sammen med vores stærke, danske partnere og således understøtte Europas klimamål, siger han.


Og når det gælder transport af den indfagne CO2, kalder Jacob Kjærgaard, der er Regional Director Energy, Ports & Projects Europe, Blue Water Shipping, det for et fantastisk projekt, som man hos Blue Water glæder sig over at være en del af. 


- Vi er eksperter i eksekvering af transport og logistik, og vi synes det er superspændende at kunne medvirke til at udvikle en ny industri. Som global aktør med lokale interesser, så ønsker vi at bidrage positivt til den grønne omstilling, og vi deltager derfor i forskellige projekter med fokus i den grønne omstilling og vores energitransition, siger han.


Fakta om CO2-lagring:

De forskellige trin i CO2-lagring er:

CO2 fanges: CO2 kan fanges på mange måder. Det er mest effektivt at fange det der, hvor der er en stor og stabil forsyning af CO2. Eksempelvis ved udledere som biogasanlæg, industri, energiproduktion eller forbrændingsanlæg.

CO2 gøres flydende: Den indfangede CO2 gøres til en flydende væske. Det kan ske ved både opvarmning, komprimering og nedkøling.

CO2 transporteres: Den flydende CO2 transporteres med skib fra Hirtshals til lagringsområderne i Nordsøen.

CO2 lagres i undergrunden: Flydende CO2 sendes ned i sandstensreservoiret ca. 1800 meter nede i undergrunden via CO2 brønde.

CO2-lageret monitoreres: Felterne til CO2-lagring i undergrunden er gennemscreenet over en lang årrække, og der udvikles nye og banebrydende teknologier til monitorering af CO2-lagringen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Skanderborg-virksomhed er endt i konkurs
- Seks meldes døde
- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Havn investerer og reducerer sin gæld
- Ny limfjordsforbindelse bliver emne på samråd med transportministeren
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- 23-årig kørte i stjålet lastbil
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Beskæftigelsen steg med 33.600 på et år
- Fragtfirma medbringer truck til lasten

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst