Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      
EU-KOMMISSIONEN:

Batterier skal være bæredygtige og passe til en cirkulær og klimaneutral økonomi

Torsdag 10. december 2020 kl: 16:56
Af: Redaktionen

EU-Kommissionen vil modernisere EU-lovgivningen om batterier og sætter dermed gang i det første initiativ blandt de tiltag, som blev bebudet i marts i handlingsplanen for den cirkulære økonomi. EU-Kommissionen fremhæver, at batterier, der er mere bæredygtige i hele deres livscyklus, er afgørende for målene i den europæiske grønne pagt og vil bidrage til den nulforureningsmålsætning, som er fastsat i pagten

Batterier, der er mere bæredygtige i hele deres livscyklus, fremmer konkurrencedygtig bæredygtighed og er nødvendige for grøn transport, ren energi og for at opnå klimaneutralitet senest i 2050. Forslaget imødekommer de sociale, økonomiske og miljømæssige spørgsmål i forbindelse med alle typer batterier.


Batterier, der bringes i omsætning i EU, bør blive bæredygtige, højtydende og sikre i hele deres livscyklus. Det er ensbetydende med batterier, der fremstilles med den lavest mulige miljøpåvirkning ved hjælp af materialer, der er fremskaffet under fuld overholdelse af menneskerettighederne samt sociale og økologiske standarder. Batterier skal være holdbare og sikre, og når de er udtjent, bør de omdannes, genfremstilles eller genanvendes, og værdifulde materialer skal tilbageføres til økonomien.


Fremme af konkurrencedygtig bæredygtighed i Europa
EU-Kommissionen foreslår obligatoriske krav til alle batterier (Det vil sige industri-, bil- og elkøretøjsbatterier samt bærbare batterier), der bringes i omsætning i EU. Krav såsom anvendelse af materialer, der er udvundet på ansvarlig vis og under begrænset anvendelse af farlige stoffer, minimumsindhold af genanvendte materialer, kulstoffodaftryk, ydeevne, holdbarhed og mærkning samt opfyldelse af indsamlings- og genanvendelsesmålene er afgørende for udviklingen af en mere bæredygtig og konkurrencedygtig batteriindustri i hele Europa og i hele verden.


Skabelsen af retssikkerhed vil desuden bidrage til at frigøre store investeringer og øge produktionskapaciteten for innovative og bæredygtige batterier i og uden for Europa for at reagere på det hurtigt voksende marked.


Minimering af batteriers miljøpåvirkning
De foranstaltninger, som EU-Kommissionen foreslår, vil gøre det lettere at opnå klimaneutralitet senest i 2050. Bedre og mere effektive batterier vil yde et vigtigt bidrag til elektrificeringen af vejtransporten, hvilket vil reducere emissionerne herfra betydeligt, øge udbredelsen af elektriske køretøjer og fremme en større andel af vedvarende energikilder i EU's energimiks.


Med forslaget sigter EU-Kommissionen også mod at sætte skub i batteriværdikædernes cirkulære økonomi og fremme en mere effektiv anvendelse af ressourcer med henblik på at minimere batteriers miljøpåvirkning. Fra 1. juli 2024 skal det kun være muligt at bringe genopladelige industrielle og elektriske bilbatterier, for hvilke der er udarbejdet en erklæring om CO2-fodaftryk, i omsætning.


For at lukke kredsløbet og bevare værdifulde materialer, der anvendes i batterier, så længe som muligt i den europæiske økonomi, foreslår EU-Kommissionen, at der fastsættes nye krav til og mål for indholdet af genanvendte materialer samt indsamling, behandling og genanvendelse af udtjente batterier. Det vil sikre, at industri-, bil- og elkøretøjsbatterier ikke går tabt for økonomien, når de er udtjent.


For at forbedre indsamlingen og genanvendelsen af bærbare batterier væsentligt bør den nuværende indsamlingsprocent på 45 procent stige til 65 procent i 2025 og 70 procent i 2030, således at de batterimaterialer, der bliver anvendt i hjemmene, ikke går tabt for økonomien. Andre batterier - industri-, bil- eller elkøretøjsbatterier - skal alle indsamles. Alle indsamlede batterier skal genanvendes, og der skal opnås et højt genanvendelsesniveau - navnlig for værdifulde materialer såsom kobolt, litium, nikkel og bly.


Den foreslåede forordning fastlægger en ramme, der vil gøre det lettere at omdanne batterier fra elektriske køretøjer, således at de kan få nyt liv - eksempelvis i form af stationære energilagringssystemer eller integration i el-nettene som energiressourcer.


Brugen af nye it-teknologier vil være afgørende for sikker datadeling, øget gennemsigtighed på batterimarkedet og store batteriers sporbarhed gennem hele deres livscyklus. Det vil gøre producenterne i stand til at udvikle innovative produkter og tjenester som led i den dobbelte grønne og digitale omstilling.


Med sine nye standarder for batteriers bæredygtighed vil EU-Kommissionen også fremme den grønne omstilling globalt og fastlægge en plan for yderligere initiativer inden for rammerne af sin politik for bæredygtige produkter.


Siden 2006 har batterier og udtjente batterier været reguleret på EU-plan i henhold til batteridirektivet fra 2006. Det er ifølge EU-Kommissionen nødvendigt at modernisere rammerne på grund af ændringer i socioøkonomiske forhold, markeder og anvendelsesmuligheder for batterier samt teknologiske udviklinger.


Efterspørgslen efter batterier stiger hurtigt og forventes at blive 14-doblet frem mod 2030. Det skyldes hovedsagelig, at elektrisk transport i stigende grad gør dette marked til et strategisk marked på globalt plan. En sådan eksponentiel vækst i efterspørgslen efter batterier på globalt plan vil føre til en tilsvarende stigning i efterspørgslen efter råstoffer, hvilket skaber behov for at minimere deres miljøpåvirkning.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Ny elektrisk motor er en del af større batteri-elektrisk lastbilprogram
- Green Truck Award endte igen hos Scania
- Stort havvindsudbud kan sikre brændstof til skibsfarten
- Danmarkshistoriens største havvindsudbud er sat i gang
- Fredag 19. april 2024 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Erhvervsorganisation efterlyser samlet grøn plan for transport i Danmark
- Havn på Jyllands top er tæt på 70 procents CO2-reduktion
- Havneby i det vestlige Sverige får et elektrisk ladehub
- Virksomheden med flest elektriske betonbiler har hjemsted i Danmark
- Skandinavisk samarbejde om CO2-transport og lagring er faldet på plads
- Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati
- Fornuftig kompensation for belastende dieselafgift

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst