Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Pilot- og kabineselskaber i Sverige og Danmark er begæret konkurs

Mandag 20. april 2020 kl: 15:01
Af: Redaktionen

Den aktuelle corona-situation har påvirket luftfarten og rejsebranchen i meget høj grad gennem myndighedspålagte rejserestriktioner og nærmest fuld opbremsning i efterspørgslen. For det norske lavprisflyselskab Norwegian har det betydet, at selskabet har måttet aflyse næsten alle flyvninger, mens der fortsat oppebæres personaleomkostninger i flere lande

Norwegian har gennemført en række tiltag for at reducere omkostningerne. I den forbindelse har selskabet besluttet at begære pilot- og kabineselskaberne i Danmark og Sverige konkurs. Begæringen berører ikke moderselskabet Norwegian eller pilot- og kabineselskaberne i Norge.


Beslutningen om at begære Norwegians fire datterselskaber - Pilot Services Sweden AB, Norwegian Pilot Services Denmark ApS, Norwegian Cabin Services Denmark ApS og Norwegian Air Resources LH ApS - konkurs blev truffet af bestyrelserne i de respektive selskaber mandag. 


I Norge findes der effektive hjemsendelsesmuligheder, som betyder, at den norske stat står for samtlige lønomkostninger under hjemsendelsesperioden. 


Da der ikke findes ordninger med tilsvarende dækning i Sverige og Danmark, havde de fire konkursramte selskaber fortsat omkostninger, selv om piloter og kabinepersonale ikke var i arbejde.


Norwegians flyselskab med driftstilladelse i Sverige, Norwegian Air Sweden (NSE), og selskabets 54 svenskregistrede fly er ikke berørt. Norwegian har ikke haft væsentlig flyaktivitet i Sverige eller Danmark i flere uger som følge af corona-situationen.


- Dette er den værste krise, flybranchen nogensinde har befundet sig i. Vi har gjort alt, hvad der står i vores magt, for at undgå det, der nu sker med vores datterselskaber i Sverige og Danmark. Vi har anmodet om statslige lånegarantier i både Sverige og Danmark på samme måde som vores konkurrenter. Den første formelle ansøgning til de svenske myndigheder blev afsendt for en måned siden, men der er fortsat ikke kommet konkrete forslag til likviditetstiltag, siger Norwegians koncernchef Jacob Schram og fortsætter:


- Vi har ikke tid til at vente, for denne krise er akut. Vores piloter og kabinepersonale er helt centrale i Norwegians virksomhed, og de har gjort et helt fantastisk stykke arbejde. Dette har været en ekstrem tung beslutning, og jeg vil på det stærkeste beklage overfor de af vores medarbejdere, der nu bliver berørt. Vi arbejder døgnet rundt for at komme igennem denne krise, sådan at vi på den anden side af dette kan komme på vingerne igen bedre og stærkere end nogensinde, hvor vi også kan tilbyde flere arbejdspladser for flyvende personale i fremtiden.


De selskaber, der begæres konkurs, er:
  • Norwegian Pilot Services Denmark ApS
  • Norwegian Cabin Services Denmark ApS
  • Norwegian Air Resources Denmark LH ApS
  • Pilot Services Sweden AB

Norwegian har også opsagt aftaler med selskaberne OSM Aviation og Rishworth som følge af, at behovet for piloter og kabineansatte i øjeblikket ikke er eksisterende. I alt er 1.571 piloter og 3.134 kabineansatte i Sverige, Danmark, Finland, Spanien, Storbritannien og USA påvirket af Norwegians beslutning, som ikke berører de omkring 700 piloter og 1.300 kabineansatte med base i Norge, Frankrig og Italien.


Sagen er nu overdraget til konkursdomstole og konkursforvaltere i de respektive lande. 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Lufthavn på Djursland får vinterafgange til skiområdet i Sverige og Norge
- 30-årig mand blev varetægtsfængslet i fire uger
- Erhvervsorganisation efterlyser samlet grøn plan for transport i Danmark
- Påsken betød færre passgerer i lufthavn ved Aalborg
- Toldhund fandt et kilo hash gemt i valnødder
- Lufthavn lægger arealer til midlertidigt militært område
- Toldere fandt knap tre ton narkotika sidste år
- Refusion af flybilletter kunne ske via passagerernes rejseagent
- Transport-koncern fra Esbjerg havde fremgang på bundlinien
- Lavere efterspørgsel og overkapacitet påvirkede resultatet hos tysk transportkoncern
- Fagforbund taber sag mod ground handling-selskab
- Toldstyrelsen opfordrer virksomheder til at forberede sig på nyt it-system til eksport

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst