TRANSPORTORGANISATION MENER:

Luk lokummerne op

Fredag 20. marts 2020 kl: 15:57
Share  


Af: Jesper Christensen

Den ekstraordinær situation, der er opstået på grund af corona-virussen, har blandt andet den konsekvens, at lastbilchauffører møder aflåste toiletter på rastepladserne rundt i landet. Det gør det svært for chaufførerne at udføre det nødvendige og holde håndhygiejnen oppe gennem deres arbejdsdag. Derfor opfordrer transportorganisationerne afsendere og modtagere af varer om at sørge for, at chauffører, som kommer for at hente og levere varer, får adgang til “sanitære faciliteter”

- Chaufførerne udfører lige nu en kritisk funktion for at holde hele Danmark kørende, og de fortjener en respektfuld og anstændig behandling, som også indbefatter adgang til sanitære faciliteter, lyder det fra transportorganisationen ITD.
 

ITD appellerer sammen med de øvrige transportorganisationer alle modtagere og afsendere af varer til at udpege toiletfaciliteter kun til chauffører eller opstille ”festivaltoiletter”. Dette skal selvfølgelig ske på en måde, så alle forholdsregler tages i brug for at undgå smitte af coronavirussen.


Derudover opfordrer ITD også Vejdirektoratet til at sikre, at toiletter på rastepladser holdes åbne og ekstra rengjorte. 
 

- Chaufførerne yder en samfundskritisk funktion for at holde Danmark kørende i disse corona-tider. De skal behandles med anstændighed og respekt, og de skal selvfølgelig have adgang til sanitære faciliteter. Jeg håber, at alle afsendere og modtagere af varer samt Vejdirektoratet vil løfte den opgave, som også skal løses for at sikre forsyningssikkerheden, siger ITD’s administrerende direktør, Carina Christensen.




Klik venligst

© Copyright 2020 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.