To lastbilchauffører og en vognmand blev sigtet for adskillige overtrædelser

Fredag 10. januar 2020 kl: 11:11
Af: Redaktionen

To lastbilchauffører og en vognmand blev sigtet for adskillige overtrædelser
Nedslidte dæk kostede en bøde på 2.000 kroner til chaufføren og 3.000 kroner til vognmanden. (Foto: Tungvogncenter Øst, Midt- og Vestsjællands Politi)

Lørdag 4. januar standsede en færdselsbetjent fra Tungvogncenter Øst en norsk registreret lastbil med en norsk registreret sættevogn. Lastbilen blev ført af en 27-årig mand fra Sverige, som ikke var i stand til at fremvise hverken kørekort, chaufføruddannelsesbevis eller gyldig vognmandtilladelse

Færdselsbetjenten konstaterede ved kontrol af chaufførens førerkort tre overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne. En udlæsning af lastbilens tachograf viste desuden to tilfælde, hvor chaufføren havde kørt i lastbilen uden at sætte sit førerkort i tachografen og dermed skjulte køre- og hviletidsovertrædelser.


Færdselsbetjenten kontaktede svensk politi, som oplyste, at den 27-årige chauffør ikke havde kørekort til vogntoget, og at chaufførens chaufføruddannelse var udløbet i maj 2019 og derfor ikke længere var gyldig.
 

Svensk politi oplyste desuden, at den 27-årige chauffør var blevet frakendt førerretten til tunge køretøjer på baggrund af en hastighedsovertrædelse på over 40 procent. Chaufføren var herefter i tre tilfælde blevet taget i at køre lastbil i Sverige i frakendelsestiden.


Færdselsbetjenten kunne ved at sammenholde køre- og hviletidsregistreringerne med politiets automatiske nummerpladegenkendelsessystem konstatere, at chaufføren havde kørt lastbil i Danmark tre gange fra 17. december til 4. januar 2020.

 
Færdselsbetjenten ransagede lastbilens førerhus uden at finde yderligere materiale. Efterfølgende fremviste chaufføren sit kørekort, som han havde gemt i sine bukser.
 

Den svenske chaufføren blev sigtet for:
  • Tre forhold vedrørende kørsel i frakendelsestiden
  • To forhold af kørsel uden at anvende førerkort med henblik på at hindre politiets effektive kontrol
  • Tre køre- og hviletidsovertrædelser, med samlet overtrædelse på 27 procent
  • Fejl og mangler i forhold til to nedslidte dæk
  • Tre forhold af manglende chaufføruddannelse
  • Chaufføren erkendte i fuldt omfang og fik efterfølgende konfiskeret sit førerkort.
Den norsk vognmand blev sigtet for:
  • To forhold af arbejdsgiveransvar for kørsel uden at anvende førerkort med henblik på at hindre politiets effektive kontrol.
  • Arbejdsgiveransvar for køre- og hviletidsovertrædelserne
  • Kørsel uden at medbringe en vognmandstilladelse
  • Tre forhold af arbejdsgiveransvar for manglende chaufføruddannelse
  • Ejeransvar i forbindelse med to nedslidte dæk
  • Tre tilfælde af manglende betaling af vejbenyttelsesafgift
  • Vognmanden erkendte i fuldt omfang.
 
Vognmanden sendte herefter en ny chauffør fra Norge til Danmark, som kunne føre lastbilen og oplyste samtidig, at de to nedslidte dæk var blevet udskiftet.
 
Den nye chauffør oplyste, at han havde fået ”et lift” med én af virksomhedens andre lastbiler.
 
Færdselsbetjenten kunne dog konstatere, at den nye chauffør ikke havde registreret rådighedstid i forbindelse med rejsen fra Norge til Danmark, hvilket han og vognmanden blev sigtet for.
 
Færdselsbetjenten kunne efterfølgende oplyse de to chauffører om, at de to dæk, som var nedslidte, ikke var blevet udskiftet som aftalt. I stedet var to andre dæk blevet udskiftet.
 
Senere samme dag mødte de to mænd op hos politiet og fortalte, at forholdene nu var bragt i orden. Færdselsbetjenten kunne dermed sætte flueben ved, at de nedslidte dæk var blevet skiftet, men der var stadig ikke betalt vejbenyttelsesafgift, hvilket vognmanden blev sigtet for - denne gang i andengangs tilfælde. 
 
Alt i alt forventes de mange overtrædelser, fejl og mangler at løbe op i 112.000 kroner plus tre månedslønninger.









Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.