VOGNMANDSORGANISATION:

Leverandør af tackografkort har stadig problemer med produktionen

Mandag 6. januar 2020 kl: 02:00
Af: Redaktionen

Rigspolitiet oplyser i en mail til blandt andre vognmandsorganisationen DTL, at der fortsat er produktionsstop hos politiets leverandør af tackografkort i relation til erstatning og fornyelser af virksomhedskort

Baggrunden for produktionsstoppet er it-problemer hos kortleverandøren, som har betydet, at alle virksomhedskort blev udstedt som om, at de var de enkelte virksomheders første kort, og dermed ikke tog højde for virksomhedernes eventuelle tidligere udstedte kort. Virksomhederne fik derfor udstedt kort med nye virksomhedsnumre, selvom de skulle have haft udstedt kort med det oprindelige virksomhedsnummer.


Rigspolitiet understreger, at produktionsstoppet ikke relaterer sig til førstegangsudstedelser af virksomhedskort til nye virksomheder.

 
DTL oplyser, at Rigspolitiet har bedt kortleverandøren om at udarbejde en opdateret liste med relevante oplysninger over virksomheder, der er berørt af problemstillingen med de nye virksomhedskort. Berørte virksomheder, som ikke kan få nye virksomhedskort, skal rette henvendelse til Rigspolitiets Nationale Færdselscenter for at få vejledning i, hvad de så skal gøre.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.