Virksomhed i Aalborg arbejder med bæredygtige løsninger til ballastvand


Onsdag 27. november 2019 kl: 10:21
Af: Redaktionen

Virksomhed i Aalborg arbejder med bæredygtige løsninger til ballastvand


Lovstramninger har øget efterspørgslen på virksomhedens Alfa Laval’s rensesystem til skibes ballastvand, og det skaber en markant øget aktivitet hos virksomhedens afdeling i Aalborg. Her er ambitionen, at antallet af producerede og solgte ballastvandsystemer skal vokse i de kommende år

Virksomhed i Aalborg arbejder med bæredygtige løsninger til ballastvand

Direktør for Alfa Laval Aalborg, Søren Hjorth Krarup.
Kampen mod de invasive arter, der fragtes kloden rundt via skibes ballastvand, er på vej mod en vigtig milepæl. Fra 8. september år 2024 skal alle skibe opfylde den såkaldte D2-standard, der begrænser mængden af levedygtige organismer, skibene må udlede, og her er Alfa Lavals PureBallast-system en af markedets førende løsninger på udfordringen og efterspørgslen er stigende. 


Det mærker man blandt andet hos Alfa Laval’s afdeling i Aalborg, der blandt andet beskæftiger sig med udviklingen af grønne teknologier til skibsfarten. 


For at udnytte den position satte virksomheden tilbage i 2017 sig et mål om, at antallet af producerede og solgte ballastvandssystemer skulle øges væsentligt hvert år i perioden fra 2017 til 2020, og foreløbigt har man kurs mod at indfri den ambition. 


- Vi lancerede PureBallast helt tilbage i 2006 som den første kommercielt tilgængelige løsning til behandling af ballastvand. PureBallast er baseret på biologisk UV-teknologi, der er en løsning uden kemikalier, og som fungerer ved enten at uskadeliggøre vira, bakterier og større organismer som vandmænd og bløddyr eller forhindre dem i at reproducere sig, siger direktør for Alfa Laval Aalborg, Søren Hjorth Krarup og fortsætter: 


- I dag står vi så med tredje generation af produktet, der er godkendt af både IMO og den amerikanske kystvagt USCG. Vores estimater fra vores kapitalmarkedsdag i 2018 viser, at det globale marked for ballastvandsystemer er på ca. 70 milliarder kroner frem mod 2026, og vi er fokuserede på at sætte os på så stor en del af det som muligt. Det kræver en øget produktion, og her er vi godt på vej til at indfri vores ambitiøse målsætninger.


For nye skibe trådte D2-standarden i kraft tilbage i september 2017. Men det største marked lige nu ligger ifølge Søren Hjorth Krarup i løsninger til eksisterende skibe.


- I 2017 var markederne for nye og eksisterende skibe cirka lige store, men det er klart, at jo nærmere vi kommer skæringsdatoen i 2024, jo større bliver markedet for ballastsystemer til de eksisterende skibe. Vi forventer, at det samlede marked først vil toppe i 2022, og vi kan derfor se frem til en yderst travl periode, hvor vi også får brug for yderligere arbejdskraft. Alene det seneste år er vi blevet cirka 25 procent flere medarbejdere i Aalborg, påpeger Søren Hjorth Krarup.


Fra Alfa Laval i Aalborg hentes alle dele til PureBallast fortrinsvis fra europæiske leverandører for så at blive samlet både mekanisk og el-teknisk samt testet i Aalborg.


Om Alfa Laval: 
  • Alfa Laval er en global leverandør af specialiserede produkter og procestekniske løsninger baseret på virksomhedens kerneteknologier inden for varmeoverførsel, separation og væskebehandling
  • Selskabets udstyr, systemer og serviceydelser er målrettet til at hjælpe kunder med optimering af deres processer. Løsningerne hjælper dem til at varme, køle, separere og transportere produkter i industrier der fremstiller føde- og drikkevarer, kemikalier, medicinalvarer, stivelser, sukker og ætanol
  • Alfa Lavals produkter anvendes også på kraftværker, ombord på skibe, i olie- og gasindustrien og til spildevandsbehandling, samt til klimavenlige- og køleløsninger
  • Alfa Laval er noteret på Nasdaq OMX, og opnåede i 2018 en omsætning på 40,67 milliarder svenske kroner. Selskabet har ca. 17.200 ansatte verden over
  • Alfa Laval-selskaberne i Danmark havde i 2018 en omsætning på 4,7 milliarder kroner og har godt 1.700 ansatte, der beskæftiger sig med forskning, produktudvikling, produktion, service, administration og salg. Alfa Lavals danske kunder findes inden for biotek, lægemidler, energi, rensning, levnedsmidler og søfart






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.