Københavns Lufthavn havde en travl september

Mandag 21. oktober 2019 kl: 10:59
Af: Redaktionen

Københavns Lufthavn havde en travl september

Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn voksede i september med 0,4 procent til 2,8 millioner. Fremgangen var drevet af transferpassagerer, der flyver via lufthavnen på Amager og ud i verden - ikke mindst fra Polen, hvor der var markant flere rejsende i september

Med et passagertal på 2.804.077 blev den niende måned i år den hidtil travleste september i Københavns Lufthavn. Ser man nærmere på tallene, er der tale om et fald i antallet af rejsende, der flyver direkte fra Købehavns Lufthavn, på 0,5 procent, mens der er tale om en vækst på 4,7 procent i antallet af transferrejsende. Det giver samlet en fremgang på 0,4 procent.


- Det styrker vores position som Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt, at flere vælger at flyve via Københavns Lufthavn ud i verden fremfor via andre hubs som for eksempel Amsterdam, Frankfurt og London, siger Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye.


Travlt på luftvejen til Polen
Månedens højdespringer - Polen - er ikke på Top-10 listen over destinationer. Men samlet er Polen godt på vej op af ranglisten. I september voksede trafikken mellem Københavns Lufthavn og de seks destinationer i Polen med 21 procent - hvilket i tal svarer til 76.000 rejsende. Dermed har Polen i september overhalet Grækenland og er nu nummer 15 på listen over rejselande.


Fra København kan man i dag flyve til Gdansk, Szczecin, Wroclaw og Poznan med SAS, til Warszawa med SAS og LOT og til Krakow med SAS, Norwegian og Ryanair.


- Med seks destinationer i Polen og foreløbig 507.000 rejsende i årets første ni måneder er der efterhånden tæt trafik på luftvejene mellem Danmark og Polen. 38 procent af de rejsende på ruterne til og fra Polen transfererer og skifter fly i København. Dermed er fremgangen i Polen også en ganske markant styrkelse af København som nordeuropæisk trafikknudepunkt, siger Thomas Woldbye.


Underliggende pæn vækst i år
Samlet i årets første ni måneder er 23.300.362 rejst igennem terminalerne. Det er knap 17.000 under rekordåret 2018.


- Nok har CPH i årets første ni måneder haft nulvækst. Men det skyldes primært konkurserne i Primera Air og WOW, pilotstrejken i SAS og den ny strategi fra Norwegian, der vægter lønsomhed højere end vækst. Hvis man fjerne de faktorer, så er der underliggende en pæn fremgang i trafikken, fremfører Thomas Woldbye.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.