Litauisk mand blev idømt fængsel for hæleri af lastbil med fødevarer

Mandag 9. september 2019 kl: 12:07
Af: Redaktionen

En 31-årig litauisk statsborger blev fredag ved Retten i Sønderborg idømt en straksdom på 10 måneders ubetinget fængsel samt udvist med et indrejseforbud i seks år for hæleri. Den 31-årige mand blev anholdt 8. april i Tyskland nær grænsen til Polen, hvor han var fører af en lastbil med sættevogn med fødevarer på køl, der tre dage tidligere var stjålet i Herning

Den litauiske statsborger blev efter anholdelsen i Tyskland varetægtsfængslet in absentia ved et grundlovsforhør 11. april. Han sad varetægtsfængslet i Tyskland frem til udlevering i Danmark 12. juli, hvorefter varetægtsfængslingen fortsatte.


Den 31-årige erkendte hæleriet og blev sendt til afsoning umiddelbart efter dommen.


Ifølge Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi repræsenterede lastbil, sættevogn og fødevarer en værdi på en million kroner.


Om UKA Vest’s opgaver:
  • I sager, hvor der er tale om indbrud eller tyverier begået i Danmark, og hvor den mistænkte anholdes i udlandet, varetager Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) hos Syd- og Sønderjyllands Politi opgaven på vegne af dansk politi med hensyn til hjemtagelsen af den mistænkte, den videre efterforskning samt udformning af anklageskrift, inden sagen til sidst kommer for retten.
  • Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.