Scania lancerer ny 13-liters motor med 540 hestekræfter

Torsdag 22. august 2019 kl: 12:04
Af: Redaktionen

Scania lancerer ny 13-liters motor med 540 hestekræfter

Den svenske lastbilproducent har udvidet sin serie af 13-liters motorer med en ny med 540 hk og et maksimalt drejningsmoment på 2.700 Nm. Den nye 13-liters motor er primært beregnet til opgaver og kunder, hvor begrænsninger på for eksempel vægt eller forakseltryk gør det mere fordelagtigt at vælge en 13 liters motor frem for en 16-liters V8-motor med en effekt på 520 hk og opefter.

- Vi forsøger altid at tilbyde præcis det, kunderne skal bruge, og vi kunne se, at vores kunder efterspurgte en topmodel af vores 13-liters arbejdshest, siger Alexander Vlaskamp, der er Senior Vice President og direktør for Scania Trucks. 


- Vores sekscylindrede rækkemotorserie er brancheførende, når vi snakker brændstoføkonomi. Scania-lastbiler med 13-liters motorer har vundet den tyske 'Green Truck'-pris tre år i træk, og det er lidt af en præstation, siger han videre.


Scanias mest udbredte motor, den sekscylindrede rækkemotor, fås med den nye model i fem udgaver med henholdsvis 370 hk, 410 hk, 450 hk, 500 hk og 540 hk. Meget af teknologien i den nye 540'er findes også i søstermotoren på 500 hk - eksempelvis en turbo med fast geometri og kuglelejer i stedet for bøsninger.


Scania peger på, at 540-motoren egner sig særligt til gennemsnits-vogntogsvægte under 45 ton, hvor kunderne kan nyde godt af såvel ekstra brændstofbesparelse som 300 kg øget lasteevne, mens 520 V8-motoren fortsat vil være det mest brændstoføkonomiske valg, når gennemsnitsvogntogsvægten overstiger 45 ton.


Alle 13-liters motorer fra Scania bruger SCR til efterbehandling af udstødningen.


- Den forbedrede brændstoføkonomi og kraft/vægtforholdet gør denne motor til et attraktivt valg for mange Scania-kunder, siger Alexander Vlaskamp. 


Motoren, der når sit maksimale drejningsmoment på  2.700 Nm allerede ved 1.000 omdrejninger pr. min, kan give en brændstofbesparelse på op til to procent.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.