HØJESTERET:

Tilbageholdelse af leaset lastbil var lovlig

Tirsdag 13. august 2019 kl: 22:00
Af: Jesper Christensen


Betingelserne for at tilbageholde en leaset lastbil efter færdselslovens paragraf 120 var opfyldt, da Sydøstjyllands Politi 9. februar sidste år tilbageholdt en bulgarsk lastbil i forbindelse med en kontrol, hvor chaufføren på bilen havde manipuleret lastbilens tachograf og hastighedsbegrænser

Sagen, som Højestret har afsagt dom i, drejede sig om, hvor vidt politiet var berettiget til at tilbageholde en leaset lastbil til sikkerhed for betaling af et bødekrav, der var rejst mod leasing-tageren og lastbilens chauffør. 


Højesteret fandt, at leasingtageren og føreren var i berettiget besiddelse af lastbilen, og at der ikke var sket betaling af bøderne eller stillet sikkerhed herfor. 


Derfor var betingelserne for at tilbageholde lastbilen i Færdselslovens paragraf 120 opfyldt.


Landsretten og Byretten var nået til det samme resultat.


Om Byrettens afgørelse 26. marts 2018:


Ved kendelse af 26. marts 2018 godkendte byretten politiets tilbageholdelse af lastbilen og bestemte, at politiet måtte opretholde tilbageholdelsen. Af kendelsen fremgår blandt andet:


”Retten lægger til grund, at den nævnte lastbil er anvendt i forbindelse med overtrædelse af Færdselsloven, overtrædelse af køre-hviletidsbestemmelserne og tachograf-forordningen. Lastbilen og føreren er hjemmehørende i Bulgarien, og bøder og sags- omkostninger beløber sig til 508.500 kroner.
Herefter, og da der ikke er stillet sikkerhed for betaling af bøde og sagsomkostninger, er tilbageholdelsen påkrævet for at sikre betaling af det nævnte beløb. Den omstændighed, at ejeren af lastbilen, ikke er mistænkt i sagen, kan ikke føre til, at der ikke kan ske tilbageholdelse.


Retten har herved lagt vægt på, at henvisningen til Retsplejelovens bestemmelser efter ordlyden af Færdselslovens paragraf 120, stk. 2, må forstås som en henvisning til reglerne om kompetence og fremgangsmåde ved beslaglæggelse med henblik på konfiskation.
Retten har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af Færdselslovens paragraf 120, stk. 2, sidste pkt., at tilbageholdelse er udelukket, hvis føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Det fremgår ligeledes af kommentaren til Færdselslovens paragraf 120, stk. 2, at tilbageholdelse kan ske, selvom køretøjet ikke tilhører den person, der er ansvarlig for overtrædelsen.
Betingelserne for tilbageholdelse af lastbilen er derfor opfyldt.


Retten har ikke herved taget stilling til, om betingelserne for at søge fyldestgørelse i køretøjet efter sagens endelige afgørelse er opfyldt.


Da både føreren og lastbilen er hjemmehørende i Bulgarien, ville formålet med indgrebet være forspildt, hvis politiet havde afventet rettens kendelse, jf. retsplejelovens paragraf 806, stk. 4”.


Om Landsrettens kendelse:
Byrettens kendelse blev 28. marts 2018 kæret af det bulgarske leasingselskab til Vestre Landsret, der ved kendelse af 24. april 2018 stadfæstede byrettens kendelse med følgende begrundelse:


”Det følger forudsætningsvist af færdselslovens paragraf 120, stk. 2, sidste punktum, at tilbageholdelse efter stk. 1 kan ske, selvom køretøjet ejes af andre end føreren. Med denne bemærkning og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, stadfæstes byrettens kendelse.”


Den 12. december 2018 gav Procesbevillingsnævnet tilladelse til kære af Landsrettens kendelse, og sagen blev herefter indbragt for Højesteret 19. december 2018.


8. august i år lød Højesterets kendelse:


"Landsrettens kendelse stadfæstes".


Interesserede kan læse Højesterets afgørelse her:



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.