Danske DSV indfører alkohol-barriere i Sverige

Fredag 5. juli 2019 kl: 11:50
Af: Jesper Christensen

Den danske transport- og logistikkoncern, DSV, der opererer over det meste af verden, har taget et skridt mod at forebygge, at berusede lastbilchauffører kører på vejene, når de kører for DSV og har været på DSV’s anlæg i Jönköping i Sverige

Når chauffører skal ud fra DSV’s anlæg i Jönköping, skal de passerer en automatiseret alkohol-kontrol.


- Ved introduktionen af alkohol-tjekket sender vi et vigtigt signal - ikke blot til chaufførerne, men også til andre DSV-ansatte, vore kunder og offentligheden generelt om, at vi tager vores ansvar for sikkerhed alvorligt, siger David Möller, Deputy Managing Director hos DSV Road AB i Sverige.


For at kunne køre ud fra DSV’s anlæg i Jönköping skal chauffører puste i et alkometer for at at få åbnet bommen. Er der alkoholdunst i chaufførens pust, bliver bommen nede. Hvis en efterfølgende test også viser alkohol i blodet, vil DSV tilkalde myndighederne.


Alkoholkontrollen er ikke blot den første hos DSV, men den første hos transportvirksomheder i Sverige, påpeger DSV. Transportkoncernen peger på, at den vil fortsætte med at tage initiativer til at øge sikkerheden - også med flere automatiserede alkohol-kontroller. Den næste bliver hos DSV i Landskrona.


Teknologien bag kontrollen er blevet testet i Sverige flere steder - blandt andet i havne. Forventningen er, at de automatiserede test vil reducere antallet af spritbilister i både lastbiler og personbiler.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.