Chauffør kørte på sin vognmands førerkort

Torsdag 13. juni 2019 kl: 15:58
Af: Redaktionen

Da Tungvognscenter Syd ved en kontrol onsdag 12. juni standsede et dansk vogntog ved Padborg endte det med, at en lastbilchauffør sammen med sin vognmand blev sigtet for flere lovovertrædelser

Tungvognscenter Syd gennemførte i samarbejde med Færdselsstyrelsen og Fødevarestyrelsen onsdag en kontrol med fokus på transport af dyr - og i den forbindelse standsede de et dansk vogntog med smågrise på vej til Tyskland. 


- Det stod hurtigt klart for tungvognscentrets personale, at det ikke var lastbilschaufførens eget førerkort, der sad i lastbilens tachograf, siger fungerende vicepolitiinspektør Jesper Engelund fra Sydøstjyllands Politi. 


- Det viste sig, at førerkortet tilhørte hans vognmand - som vel at mærke ikke var med i lastbilen, siger han videre.


En nærmere efterforskning viste, at chaufføren tidligere havde benyttet vognmandens førerkort i mindst ét tilfælde og det afdækkede tillige flere overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne. 


Både chauffør og vognmand blev sigtet for flere overtrædelser af køre-hviletiden. Chaufføren blev derudover sigtet for personelfalsk efter Straffeloven - og vognmanden for medvirken til det.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.