Kreditvirksomhed melder om tegn på økonomisk nedgang

Torsdag 13. juni 2019 kl: 12:57
Af: Redaktionen

Virksomheder rundt om i Europa melder om negative tegn i forbindelse med betalinger og gæld - tegn som eksempelvis øget tab på debitorer, senere B2B-betalinger og højere gældsrisici i fremtiden. Ifølge European Payment Report 2019 fra kreditstyringsvirksomheden Intrum, er tabet på debitorer i Danmark steget til 0,8 procent målt som en andel af virksomhedernes samlede omsætning i forhold til 0,6 procent sidste år

Ifølge European Payment Report 2019 melder 12 procent af de danske virksomheder, at de forventer, at risikoen fra debitorerne vil stige det kommende år (en stigning fra 10 procent i 2018), mens 3 procent forventer faldende risici (et fald fra 5 procent i 2018).


- Evnen til at forudsige og styre sine finansielle prioriteter og ikke mindst cashflow, er væsentligt for virksomheder. Ligesom det er et af fundamenterne for vækst. For virksomheder betyder større risici forude, at det er vigtigere end nogensinde før, at kende sine kunder, siger Jens Hjortflod, der er administrerende direktør hos Intrum i Danmark.


Mens de 11.856 adspurgte virksomheder rundt om i Europa viser et mønster med øgede risici i forbindelse med betalinger og gæld, varierer synet på, hvor deres land befinder sig i den nuværende konjunkturcyklus væsentligt mellem regionerne. For Europa som helhed, mener 18 procent af virksomhederne, at deres land allerede befinder sig i en økonomisk nedadgående retning.


I lande som Grækenland og Italien, ser virksomhederne recession som en nuværende realitet, mens de fleste virksomheder i Østrig og Tyskland ikke engang forudser en recession i løbet af de kommende fem år. I Danmark forventer 49 procent af de adspurgte virksomheder ikke en recession i nærmeste fremtid, mens et mindretal på 15 procent frygter, at en recession allerede er en kendsgerning, eller vil blive det inden for to års tid.


Om European Payment Report 2019:
  • European Payment Report 2018 er baseret på en undersøgelse, som blev udført simultant i 29 europæiske lande i perioden 31. januar til 5. april 2019
  • I rapporten har Intrum indsamlet data fra 11.856 virksomheder i Europa, herunder 528 i Danmark, for at få indsigt i betalingsadfærden samt den finansielle sundhed hos europæiske virksomheder
  • Undersøgelsen blev udført blandt personer, som identificerer sig selv som enten CFO, Head of Credits, Business Controller eller lignende






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.