Udenlandske lastbiler har fået flest bøder for ulovlig parkering

Onsdag 15. maj 2019 kl: 12:18
Af: Redaktionen

I årets første fire måneder har myndighederne udskrevet 2.088 bøder for ulovlig parkering af lastbiler på rastepladserne langs de danske motorveje. Fagbladet 3F henviser til tal fra Trafikstyrelsen, der viser, at en del af bøderne gælder overtrædelse af reglen om maksimalt 25 timer parkering

Fagbladet 3F skriver, at der i årets fire første måneder er udskrevet 2.088 bøder - 1.795 i forbindelse med udenlandsk registrerede lastbiler og 293 til dansk registrerede lastbiler. 283 af bøderne er givet i forbindelse med parkering af lastbiler over 25 timer. 279 af bøderne blev givet i forbindelse med udenlandsk registrerede lastbiler, mens 4 bøder blev givet i forbindelse med parkering af dansk registrerede lastbiler på rastepladserne i over 25 timer.


Fagbladet beretter videre om et tjek af situationer på rastepladsen Karlslunde Vest på Motorvej E20 nord for Køge. Her kunne Fagbladet lørdag eftermiddag notere, at der holdt 32 lastbiler parkeret i båsene. 26 timer senere vendte Fagbladet tilbage og kunne konstatere, at 19 af de 32 lastbiler, som holdt på pladsen lørdag eftermidag stadig holdt der søndag - og dermed længere end de tilladte 25 timer. Fagbladet noterede også, at 12 ud af de 19 lastbiler var registreret i Polen.







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.