Arbejdsgiverorganisation har fået ny formand

Tirsdag 23. april 2019 kl: 15:09
Af: Redaktionen

Ordentlighed skal være arbejdsgiverforeningens kerneværdi. Det er budskabet fra Christian S. Madsen, som lørdag 6. april tiltrådt som ny formand for transportorganisationen ITD og for ITD Arbejdsgiver

På lørdag 27. april skal han aflægge beretning på arbejdsgiverforeningens generalforsamling, der finder sted på Hotel Trinity i Fredericia. Her vil han blandt andet præsentere de værdier, han som formand for i ITD Arbejdsgiver vil sætte i højsædet i det fremadrettede arbejde 


- Jeg glæder mig til arbejdet med at være formand for ITD Arbejdsgiver. Arbejdsmarkedsspørgsmålene har min store interesse, og jeg har fulgt udviklingen i ITD Arbejdsgiver på tæt hold i de sidste mange år. Min første opgave bliver at aflægge beretning for arbejdsgiverforeningens medlemmer på generalforsamlingen lørdag 27. april, og herefter går arbejdet for alvor i gang, siger Christian S. Madsen.


Christian S. Madsen er som mangeårigt bestyrelsesmedlem i ITD en erfaren kapacitet, som både i forretnings- og bestyrelsessammenhæng er kendt for sine stærke værdier. Disse værdier vil også komme til at udgøre fundamentet for hans arbejde i ITD Arbejdsgiver.

 
- Ordentlighed er en kerneværdi for mig, som jeg ikke går på kompromis med. I ITD Arbejdsgiver skal vores medlemmer være gode repræsentanter for transportbranchen, og det skal være tydeligt for omverdenen, at medlemmerne i vores arbejdsgiverforening har styr på tingene. Det vil jeg stille mig i spidsen for. Jeg står ikke på mål for en gradbøjning af overenskomsten, siger Christian S. Madsen.


Den nye bestyrelsesformand vil arbejde målrettet for at skabe gode betingelser og vilkår for arbejdsgiverforeningens medlemmer inden for rammerne af den danske model, og han ser frem til at følge ITD Arbejdsgivers stævning af den danske stat for at sikre arbejdsgivernes foreningsfrihed.


Om Christian S. Madsen
  • Christian S. Madsen er 57 år og direktør i S. Chr. Sørensen A/S i Skodborg ved Rødding i Sønderjylland
  • S. Chr. Sørensen A/S, der har omkring 30 medarbejdere og 20 tankbiler, kan næste år fejre 100 års jubilæum
  • Christian S. Madsen er gift med Marianne Madsen. Sammen har de sønnerne Jakob på 30 år og tvillingerne Thomas og Mathias på 25 år






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.