International søfartsorganisation gør klar til global svovlgrænse i 2020

Mandag 25. februar 2019 kl: 12:13
Af: Redaktionen

FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, gjorde i sidste uge fremskridt i sine forberedelser af den nye globale svovlregulering, der træder i kraft 1. januar 2020. På et møde i IMO’s underkomité, Pollution Prevention and Response, i London blev det blandt meget andet drøftet, hvordan overgangen til en global svovlgrænse, som får stor betydning for skibsfarten, kommer til at ske

Som led i forberedelserne til de nye regler drøftede medlemsstaterne en række tiltag, der skal sikre effektiv håndhævelse. Tiltagene er efter mødet i London sendt videre til IMO's Miljøkomité (MEPC) med henblik på at de kan vedtages i maj.


Søfartsstyrelsen fremhæver blandt andet, at tiltagene omfatter fælles retningslinjer for prøvetagning af brændstof fra skibe og retningslinjer for brugen af de såkaldte Fuel Oil Non-Availability Reports, som er den dokumentation, der gør det muligt for skibe at sejle videre, selv hvis der ikke er noget lavsvovlolie tilgængeligt i en havn.


De forskellige tiltag skal sikre, at alle involverede parter - rederier, brændstofleverandører og havnestatskontrollører - er godt rustede til at anvende og overholde af de nye regler.


Udover forberedelserne af de nye svovlregler drøftede medlemsstaterne i IMO blandt andet også et muligt forbud mod tung brændselsolie som brændstof i arktiske farvande. På mødet blev man således enige om en metode til at gennemføre en analyse af de socioøkonomiske virkninger af et sådant forbud i de arktiske samfund, herunder i Grønland.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.