Politiet efterforsker stenkast fra motorvejsbro

Onsdag 20. februar 2019 kl: 12:06
Af: Redaktionen

Københavns Vestegns Politi efterforsker en anmeldelse om stenkast fra en gangbro over Amagermotorvejen nær Avedøre Havnevej klokken 23.49 tirsdag aften

Politiet fik anmeldelsen fra en mandlig bilist, som forinden så personer kaste en genstand ned fra en gangbro over motorvejen. Genstanden landede på vejbanen foran bilen. Politiet oplyser, at ingen kom til skade.

 
Politiet afspærrede efterfølgende motorvejen for at undersøge stedet og fandt blandt andet stykker fra en gul mursten på vejbanen ved gangbroen.
 

Bilisten, der kørte i sin blå VW Polo på Amagermotorvejen mod vest mod Avedøre og væk fra Amager, oplyste til politiet, at der, som han opfattede situationen, var mindst to personer oppe på gangbroen, som er anlagt et par hundrede meter før afkørsel 21 til Avedøre Holme. 
 

Efterforskere undersøger hændelsen nærmere, og der udestår stadig en række kriminaltekniske undersøgelser. 
 

- Det er en alvor forbrydelse at udsætte andres liv og førlighed for fare, straffen kan være hård, og jeg vil opfordre alle, som har set noget på stedet eller i øvrigt har kendskab til hændelsen om at henvende sig, siger politikommissær Ole Nielsen, der er efterforskningsleder af personfarlig kriminalitet.
 

Man kan henvende sig døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.