VLAK-Regeringen vil give Hovedstadsområdet et løft

Torsdag 24. januar 2019 kl: 10:07
Af: Redaktionen

Torsdag præsenterer VLAK-Regering sit varslede udspil om hovedstadsområdet - Danmarks hovedstad - Initiativer til styrkelse af hovedstadsområdet. Udspillet indeholder en række initiativer, der skal styrke hovedstadsområdet. På transportområdet vil VLAK-Regeringen forbedre fremkommeligheden og give den kollektive transport et løft ved at samle hovedstadsområdets kollektive trafik i én samlet organisation - HOT - for på den måde at sikre et effektivt og gennemskueligt transportsystem

Udspillets del om den kollektive transport har vi her på transportnyhederne.dk omtalt tidligere i denne uge.


Her peger vi derfor kort på, hvad VLAK-Regeringen melder ud om målet med sit udspil om Danmarks hovedstad, der bliver lagt frem på et tidspunkt, hvor et folketingsvalg skal afholdes inden for knap fem måneder.


VLAK-Regeringen fremhæver, at den med sit udspil vil bidrage til at skabe flere boliger, bedre mobilitet og øget fremkommelighed, nye arbejdspladser og nye grønne arealer og rekreative muligheder i hovedstadsområdet, så Danmark også i årene fremover har et hovedstadsområde, hvor det er attraktivt at bo, arbejde og drive virksomhed - et hovedstadsområde som står stærkt i den globale konkurrence om at tiltrække investeringer og talenter til gavn for væksten og udviklingen i hele Danmark.


VLAK-Regeringen giver i udspillet sit svar på fire udfordringer, som hovedstadsområdet står over for frem mod år 2030:
  • Hvordan får vi plads til 200.000 flere borgere? 
  • Hvordan skaber vi gode rammer for vækst og viden? 
  • Hvordan undgår vi trængsel? 
  • Hvordan bliver hovedstaden aktiv, levende og grøn?

- Med flere mennesker, der lever og arbejder i hovedstaden, følger også mere trængsel på vejene, som er en bremseklods for en høj mobilitet. Vi skal forbedre fremkommeligheden, og derfor vil vi undersøge muligheden for at udvide ringforbindelserne i hovedstadsområdet. Og så skal vi give den kollektive trafik et kvalitetsløft ved at samle hovedstadsområdets kollektive trafik i én samlet stærk organisation for på den måde at sikre et effektivt og gennemskueligt transportsystem, siger transport-,  bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).


VLAK-Regeringens hovedstadsudspil har været undervejs siden maj sidste år. En række af initiativerne kan sættes i gang med det samme efter otte ugers høring.


Interesserede kan læse VLAK-Regeringens udspil “Danmarks hovedstad - initiativer til styrkelse af hovedstadsområdet” her:




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.