Trafikstyrelsen stiller betingelser til brug af banevogne til lastbiltrailere

Tirsdag 8. januar 2019 kl: 15:16
Share  


Af: Redaktionen

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har tirsdag forbudt al transport med banevogne, der er indrettet til at laste sættevogne - de såkaldte “lommevogne”. Forbuddet gælder for alle typer lommevogne uanset type af skammel/saddel ved læsning af alle typer af sættevogne

Forbuddet, der er blevet indført på baggrund af togulykken i sidste uge, hvor en løs sættevogn faldt af et godstog på vej over Vestbroen over Storebælt og efterfølgende blev ramt af et persontog, hvor 8 mennesker døde og 16 blev kvæstet, gælder i første omgang i højst 14 dage. For at få lov til at genoptage transporterne af sættevogne med tog skal togoperatørerne opfylde en række betingelser til surring og dokumentation.


Mandag overværede Trafikstyrelsen en test forestået af Havarikommissionen. Her blev det observeret, at der kan være risiko for, at sættevognen ikke låses sikkert fast til skammel/saddel ved læsning på lommevogne.


Trafikstyrelsen har også med øjeblikkelig virkning påbudt Banedanmark og jernbanevirksomhederne at sørge for, at al godstransport på Storebæltsbroen sker under skærpede vilkår med hensyn til godstogenes fart i forhold til vindforholdene.


De nye vilkår er følgende:
  • Ved stiv kuling (15 m/sek) og tværvind skal hastigheden for godstransport med vindfølsomme køretøjer nedsættes til 80 km/t
  • Ved stormende kuling (20 m/sek) og tværvind forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer
  • Ved storm (25 m/sek) forbydes alt godstransport

Interesserede kan læse mere om forbuddet og betingelserne for at få lov til at genoptage brugen af de omtalte lommevogne til transport af sættevogne her:









Klik venligst

© Copyright 2019 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.