Kattegatkomité er tilfreds med beslutning om undersøgelse

Lørdag 22. december 2018 kl: 14:05
Af: Redaktionen

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) offentliggjorde torsdag 20. december resultaterne af en strategisk analyse af en fast forbindelse over Kattegat. På baggrund af analysen har VLAK-Regeringen sammen med Dansk Folkeparti besluttet at sætte gang i forundersøgelser af en fast Kattegatforbindelse; en af en ren vejforbindelse og en af en kombineret vej- og baneforbindelse.- Det er enormt glædeligt, at der nu igangsættes en forundersøgelse af både en vejforbindelse og en kombineret vej- og baneforbindelse over Kattegat. For Kattegatkomitéen har målet hele tiden været, at vi skal have en tilbundsgående undersøgelse af projektet, og det ser det ud til, at vi får nu, siger formand for Kattegatkomitéen, Jens Kampmann

- Kattegatkomitéens vision er en rejsetid på én time mellem Aarhus og København. Hvis denne vision realiseres, vil det uden tvivl styrke sammenhængskraften i Danmark på et hidtil uset niveau. Et så stort projekt som en fast Kattegatforbindelse, bør naturligvis have en højklasset kollektiv trafikforbindelse som samtidig kan være et reelt alternativ til bilen. Men økonomien i en fast Kattegatforbindelse skal naturligvis også kunne hænge sammen. Jeg glæder mig derfor over, at vi nu får undersøgt både en vej- og en kombineret vej- og baneforbindelse til bunds, så vi kan finde den rigtige løsning, siger han videre.


Et ønske om bred politisk opbakning
Analysen viser, at en vejforbindelse over Kattegat vil være et økonomisk rentabelt projekt, som potentielt kan realiseres uden økonomisk bidrag fra staten. En kombineret vej- og baneforbindelse vil ifølge screeningen kræve et økonomisk bidrag fra staten i størrelsesordenen 40-50 milliarder kroner og ifølge analysen medføre et “betydeligt samfundsøkonomisk tab”. Hvor stort tabet vil være - eller om der vi være en gevinst - afhænger af de øjne, der ser, og de metoder, der bliver brugt til at vurdere forbindelsen.


Prisen for at etablere en fast Kattegatforbindelse som en ren vejforbindelse forventes at blive ca. 62 milliarder kroner, mens en kombineret vej- og baneforbindelse forventes at koste ca. 136 milliarder kroner. 


Borgmester i Aarhus og medlem af Kattegatkomitéens formandskab, Jacob Bundsgaard (S) er tilfreds med nyheden. 


- Jeg synes det er glædeligt at man undersøger begge dele, for så kommer man jo til at kunne holde de to projekter op imod hinanden. Og så er det jo i sidste ende en politisk beslutning, om man også vil en togforbindelse. Jeg tror, det er det rigtige at gøre, men nu får vi det at se, siger  Jacob Bundsgaard.


De to forundersøgelser bliver gennemført inden for et samlet beløb på 60 millioner kroner, som er blevet afsat i forbindelse med finansloven for 2019.


Interesserede kan se analysen her:







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.