VW skal levere nye ambulancer

Torsdag 20. december 2018 kl: 12:16
Af: Redaktionen

Fra næste år kan man se blå blink på ambulancer, der er bygget på Volkswagens Crafter. Det er resultatet af en aftale mellem Region Midtjylland, Ambulance Syd samt Region Hovedstaden og Skandinavisk Motor Co. A/S. Sidstnævnte skal fra næste år levere ambulancer til de tre regioner. Den nye løsning skal komme både patienter og ambulancepersonale til gode, lyder det

Godt arbejdsmiljø og høj sikkerhed har været omdrejningspunktet for, at valget af den nye ambulance til Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden faldt på SMC's Volkswagen Crafter. De præhospitale organisationer i de tre regioner har det sidste halve år samarbejdet om at finde frem til det bedste tilbud inden for både kvalitet, levering og økonomi.


Gode gadgets giver kvalitetsbehandling og høj sikkerhed
Sikkerhed har været et stort tema for udvælgelsen af køretøjet. De nye Crafter-ambulancer har meget at byde på inden for dette område såsom cyklistkamera, adaptiv fartpilot og indbygget frontassistent, der advarer om mulige kollisioner.


- Ambulancer kører hurtigt og ofte i tæt trafik. Derfor har vi et ansvar for at optimere sikkerheden omkring køretøjet så meget som muligt - både for patienternes, men også vores medarbejderes skyld. Og den sikkerhed får vi med den nye aftale, siger Steen Schougaard Christensen, der er direktør for Ambulance Syd, der er Region Syddanmarks eget ambulanceselskab.


Arbejdsmiljø i højsædet
Det er ikke kun sikkerhed, ambulancepersonalet sikres i deres nye rullende patientstuer, hvor arbejdsmiljø har været en høj prioritet. I de nye ambulancer bliver det også muligt at sikre både ergonomiske sæder og elektriske bårelejer, så ambulancepersonalet ikke selv skal hæve og sænke båren manuelt. Det inkluderes uden at gå på kompromis med støj- og varmeisolering samt en fleksibel indretning af ambulancens behandlingsplads, som har været et centralt fokuspunkt under udbuddet.


- Det er afgørende, at bårerummet i ambulancen fungerer godt. Bårerummet er de sundhedsfaglige medarbejderes arbejdsplads, og det skal være indrettet, så de har gode arbejdsforhold og dermed kan koncentrere sig om behandlingen af patienten, siger Per Sabro Nielsen, der er lægefaglig direktør ved Region Midtjyllands Præhospital.


Fælles udbud giver fordele
Tidligere i år annoncerede Region Midt, Region Syd og Region Hovedstaden et fælles udbud af nye ambulancer til de tre regioner. Samarbejdet skulle sikre større konkurrence på ambulanceområdet og dermed også en fordelagtig aftale, som de nu har fået i hus.


Da regionerne får samme rammer for den præhospitale behandling, åbner det fælles udbud for et endnu tættere og mere fleksibelt samarbejde om ambulancerne mellem regionerne. 


- Vi er glade for det fælles ambulanceudbud, da vi har fundet en god løsning for både patienter og ambulancepersonale, som tilmed sikrer en effektiv brug af ressourcer i sundhedsvæsenet, siger Charlotte Barfod, der er konstitueret enhedschef ved Region Hovedstadens Akutberedskab.


Den nye rammeaftale indgås i første omgang med Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden, mens Region Sjælland og Region Nordjylland kan benytte den på et senere tidspunkt, hvis de ønsker.


Fakta om de nye ambulancer:
  • Volkswagen Crafter 2.0 TDI AUT8 er regionernes nye ambulance
  • Køretøjet har 177 Hestekræfter og en tophastighed på 165 km/t
  • Aftalen mellem Region Midt, Syd og Hovedstaden og Skandinavisk Motor Company gælder i første omgang køb af 55 ambulancer til Region Syddanmark med levering i perioden 2019-2021, 5 ambulancer til Region Midtjylland i 2019 og 3 ambulancer til Region Hovedstaden i 2019
  • Der er tale om en tre-årig rammeaftale, hvorigennem regionerne løbende kan indkøbe flere køretøjer
  • Rammeaftalen kan forlænges med et års varighed
  • Region Sjælland og Region Nordjylland kan benytte rammeaftalen til indkøb af ambulancer, hvis de ønsker det
  • Regionerne bruger årligt ca. to milliarder kroner på ambulancedrift






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.