DI MENER:

Kolding Kommune bryder loven i havnesag

Torsdag 20. december 2018 kl: 11:09
Af: Redaktionen

Kolding Kommunes beslutning om at lukke sin erhvervshavn er i strid med både havneloven og forvaltningsloven. Det mener Dansk Industri og Brancheforeningen Danske Havnevirksomheder. Brancheforeningen, der formelt er part i sagen, har derfor klaget til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen for at få beslutningen erklæret ugyldig

Byrådet i Kolding besluttede i november at nedlægge byens erhvervshavn for at give plads til boliger, når de nuværende lejekontrakter udløber. Beslutningen skete efter en kort proces og uden nærmere konsekvensanalyser, planlægning eller høring.


Michael Svane, der er branchedirektør i DI Transport, peger på, at der i havneloven står, at havnearealer skal prioriteres anvendt til erhvervsmæssige aktiviteter, der understøtter søtransport. Derfor er efter DI Transports opfattelse det i strid med loven, når byrådet beslutter at nedlægge erhvervshavnen.


- Byrådet i Kolding har efter vores opfattelse overtrådt både havneloven og forvaltningsloven i sin iver efter at lukke en ellers velfungerende erhvervshavn, siger Michael Svane og fortsætter:


- Det er en ulykkelig beslutning for de virksomheder, som er afhængige af havnen. Men man skal også have blik for, at havnene har en samfundsmæssig betydning, der rækker langt ud over kommunegrænsen. De er en vigtig del af vores nationale infrastruktur, og hvis de bare kan nedlægges af den enkelte kommune, så truer det hele Danmarks forsyningssikkerhed.


Brancheforeningen Danske Havnevirksomheder er en del af DI Transport og organiserer de private virksomheder, der driver forretning i de danske erhvervshavne. Det er brancheforeningen, som har klaget til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen over byrådets beslutning. 


- Byrådet er ifølge havneloven forpligtet til at varetage havnens interesse, og det gør man ikke ved at nedlægge den. Desuden skal man ved så indgribende beslutninger høre de parter, som bliver påvirket af beslutningerne. Det siger forvaltningsloven, men heller ikke det, har byrådet gjort. Derfor mener vi, at beslutningen bør erklæres ugyldig, siger Klaus G. Andersen, der er formand for Danske Havnevirksomheder og administrerende direktør i Fredericia Shipping A/S.


Det er ikke kun virksomhederne på Kolding Havn, der bliver berørt at Kolding Byråds beslutning. Havnevirksomheder i resten af landet er også blevet mere usikre.


- Hvis byrådene bare kan trække tæppet væk under virksomhederne og den nationale havneinfrastruktur, så vil det påvirke alle havnevirksomheders mulighed for at opnå finansiering, og det vil gøre det dyrere at drive vores forretning. Dermed bliver transporterne dyrere for resten af dansk erhvervsliv og samfund, siger Klaus G. Andersen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.