Mangel på logistiklokaler sender lejepriser i vejret

Onsdag 28. november 2018 kl: 09:56
Af: Redaktionen

Lejepriserne for lager-, logistik- og industrilokaler er steget næsten ni gange hurtigere end inflationen det seneste år. Det oplyser Ejendomstorvet.dk, der har et stort udvalg af ledige lejemål og erhvervsejendomme til salg

Ejendomstovet baserer sine tal på oplysninger fra de fleste af landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og
ejendomsadministratorer. 


Tallene viser, at tomgangen for industrilokaler - lagerbygninger, logistikejendomme og fabrikshaller - har taget endnu et nøk nedad, og manglen på lokaler har sendt lejeniveauerne opad.


- Lejepriserne for logistik- og lagerlokaler udbudt på vores portal er på landsplan steget syv procent det seneste år. Til sammenligning er inflationen kun 0,8 procent. Samtidig er prisniveauet næsten 20 procent højere end for fem år siden. Det hænger sammen med, at tomgangen for lager- og produktionslokaler er faldet endnu et kvartal og nu ligger på blot to procent - det laveste i ti år, siger Mette B. Dehn, der er kommunikationsansvarlig hos Ejendomtorvet.dk.


Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. Aktuelt er lidt over 1.800 lager- og produktionslokaler udbudt til leje eller salg. I gennemsnit forlanger udlejerne 369 kroner i leje pr. kvadratmeter - det svinger fra 206 kroner i Vestjylland til 863 kroner i København by. Generelt ligger niveauet omkring 300 kroner pr. kvadratmeter på Vest- og Sydsjælland samt på Fyn og i Jylland, mens prisen er 500-600 kroner i områderne tæt på hovedstaden.


- Der blev kun bygget meget lidt under finanskrisen og lige efter, og nu oplever mange områder stor mangel på moderne erhvervslokaler, især til industri, transport og logistik. Virksomhederne efterspørger effektive bygninger med læsseramper og stor loftshøjde med plads til for eksempel robotter og automatiske lagersystemer. De vil også gerne bo tæt på motorveje og anden infrastruktur, hvor der er stort behov for nybyggeri, siger Allan Sørensen, der er chefanalytiker i Dansk Industri.


Den store efterspørgsel skyldes opsvinget. Industrien producerer i dag mere end før finanskrisen i 2008/2009, og beskæftigelsen er alene i industrien steget med næsten 17.000 personer siden slutningen af 2013. Desuden har stigende nethandel øget behovet for lager- og logistikbygninger.


Ejendomstorvet.dk har over 130.000 besøg hver måned og formidlede sidste år solgte ejendomme og indgående lejeaftaler for en værdi af 14 milliarder kroner.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.