Vognmandsformand roser 3F, men….

Tirsdag 6. november 2018 kl: 12:58
Share  


Af: Redaktionen

Vognmand Christian Jensen, der er formand for vognmandsforeningen Frie Danske Lastbilvognmænd roser 3F for fagforeningens indsats mod de kummerlige forhold, som transportvirksomheden Kurt Beier Transport A/S tilbød filippinske chauffører - men ingen ros uden malurt

- Jeg vil, på FDL's og egne vegne godt udtrykke tilfredshed med den aktion, som 3F fik iværksat mod selskabet. Det var et godt stykke forarbejde, 3F udførte, inden politiet overtog sagen, siger Christian Jensen, og fortsætter:


- Det ville være godt, hvis 3F også gik andre af de helt store efter i sømmene. For selv om Beiers indkvartering af filippinerne må formodes at være et absolut lavpunkt, er der masser af eksempler på dårlig behandling af underbetalte chauffører.


- Når det er sagt, vil jeg opfordre 3F til kun at jagte de virksomheder, som ikke har orden i tingene med hensyn til løn- og arbejdsforhold og den slags. Vi har ifølge Menneskerettighedsdomstolen fri ret til at organisere os, hvor vi vil. Eller stå helt uden for enhver organisation.


- Som det er nu, jager 3F alt og alle i et forsøg på at presse vognmænd ind i 3F. Det er vi i FDL klar modstander af, og vi forstår ikke, at DA, DE, ATL-A med flere stiltiende accepterer dette brud på domstolens afgørelse.


- Det hele er til syvende og sidst et spørgsmål om lønsums-kroner. Men det kan ikke være rigtigt, at man uden videre kan presse firmaer ind i bestemte organisationer, blot for at have en stærk pengebeholdning til at betale administration og ikke mindst ledelse.






Klik venligst

© Copyright 2018 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.