Lavprisselskab øger sit engagement i Djursland-lufthavnTorsdag 1. november 2018 kl: 12:34 Af: RedaktionenSammen med easyJet går Aarhus Airport i luften med endnu en rute mellem Østjylland og den britiske hovedstad, London. Dermed styrker lavprisselskabet sin tilstedeværelse i Østjylland Ruteåbningen bliver den anden i samarbejde med lavprisflyselskabet easyJet, der i september debuterede i den Aarhus Airport i Tirstrup med en ruteåbning til Berlin. Med to ugentlige flyvninger til Gatwick imødekommer Aarhus Airport en stigende efterspørgsel fra erhvervslivet og rejser et alternativ til de eksisterende flyvninger til London med Ryanair. Udover større kapacitet på en eftertragtet rute, har intensiveringen af easyJets tilstedeværelse i den østjyske lufthavn også stor symbolsk værdi, mener lufthavnsdirektør, Peter Høgsberg. - Da easyJet ønskede at træde ind på det vestdanske marked og skulle udpege det største markedspotentiale, faldt valget på Aarhus, som blev selskabets første og eneste vestdanske destination. Valget siger meget om den udvikling, som både byen og lufthavnen gennemgår, og jeg tør godt sige, at easyJets beslutning kommer til at lette vores arbejde med andre flyselskaber fremover, siger han. På to år er rutenettet i Aarhus Airport mere end fordoblet. I 2016 havde lufthavnen direkte afgange til 9 forskellige destinationer i verden. I dag er tallet 24 og står til at stige yderligere. Ruten til Gatwick i det sydlige London går i luften fredag 2. november, og ruteåbningen markeres på traditionel vis med snorklipning og vandportal på landingsbanen. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |