To mænd er anholdt i Sverige efter tyverier fra lastbiler i Danmark

Onsdag 12. september 2018 kl: 09:53
Af: Redaktionen

Svensk politi slog tirsdag til i en koordineret aktion og anholdt to personer, som begge mistænkes for omfattende, organiserede tyverier i Danmark. Anholdelserne skete på vegne af Særlig Efterforskning Vest, der igennem længere tid har efterforsket en gruppe personer, der flere steder i Danmark har stjålet elektroniske varer for mange millioner kroner fra lastbiler

Mændene er begge bosat i Sverige. Særlig Efterforskning Vest vil anmode om at få dem udleveret til strafforfølgning i Danmark.


I forvejen er fem andre personer fængslet i sagen. Heriblandt fire mænd fra Sverige, der blev anholdt af betjente fra Særlig Efterforskning Vest og Nordjyllands Politi under en natlig aktion i juni i Himmerland.


Særlig Efterforskning Vest forventer flere anholdelser i sagen.


Særlig Efterforskning Vest (SEV) er en tværgående enhed, der arbejder med organiseret kriminalitet på tværs af politikredsene i Jylland og på Fyn. SEV er forankret i Østjyllands politikreds.
 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.